Systemet er problemet, og systemet, det er os

Før påske kunne vi mødes til demonstration med parolen ”Ja til tryghed – nej til milliardbesparelser – drop omprioriteringsbidraget”. Vi i DLF ønsker et velfærdssamfund med en folkeskole for alle og ikke kun for de fattiges børn. Vi ønsker som offentligt ansatte at have gode løn og arbejdsforhold og en fornuftig pension.

Efter påske kan vi læse i forårsudgaven af magasinet Lærernes Pension, at vi gerne ville have købt obligationer af/lånt penge til den gamle portugisiske regering, der førte nødvendighedens politik og bl.a. sænkede de offentligt ansattes løn med 2,5-12% og ydermere sænkede de offentlige pensioner. Men nu vil vi ikke købe obligationer af den nye portugisiske regering, der vil rulle nogle af nedskæringerne tilbage og skabe vækst i Portugal på en anden måde end gennem nødvendighedens politik.

Vores pensionsindbetalinger investeres altså ud fra den dominerende økonomiske systemtankegang, der siger, at kun investeringer i stater, der gennemfører voldsomme nedskæringer i den offentlige velfærd, vil kunne give et godt afkast.

Jeg ønsker, vi bryder ud af det system. Jeg tror, at stater, der bygger på fællesskab og lighed, kan skabe store værdier. Jeg tror, at et velfærdssamfund kan give os et langsigtet afkast, der vil sikre os en god pension, når vi bliver gamle.

Tænk, hvis alle kun havde investeret i kulmineindustrien, og ingen havde brudt ud af systemet og investeret i vindmøller.

Tænk på, at vi har muligheden for at gøre det nemmere at låne penge til regeringer, der vil udvikle deres lande i retning af et velfærdssamfund. Det kræver bare, at vi tør købe obligationer af de regeringer, der ønsker en samfundsmodel, som vi selv demonstrerede for før påske. Lad os bryde investeringssystemet ned og bygge et nyt op.