Sure opstød

Havde vi levet nogle århundreder tidligere, ville Edith Nørretranders standret nok have dømt Else Baggesen til bålet, mens jeg selv - i heldigste fald - måtte være glad, om jeg slap med at blive slået i bolt og jern på Bremerholm - in absentia! For min person nævnes ikke direkte, som man helst undgår at tage navnet på 'den onde' i sin mund. Men man skal være mere end almindelig fattesvag for ikke at opfange den lidt for indiskrete hentydning til negative kolleger - 'Ikke mindst fra min egen by (skole!)'. Folkeskolen nummer 44.

Alligevel vover jeg fra mit hemmelige opholdssted at gøre et par bemærkninger om den tilstedeværende delinkvent Else Baggesens forseelse: Hun har begået det aldeles utilladelige på en både humoristisk og vittig facon at berette om, hvordan der af emsige forældre kan drives rovdrift på lærervelvilje ('Kommentar', Folkeskolen, nummer 44).

Derfor er hun faldet i uoprettelig unåde hos Edith Nørretranders, der, hverken humoristisk eller vittigt, læser og påskriver, så både salpeter- og svovlsyredampe står en i næsen!

Det går over stok og sten - behændigt vekslende mellem giftpile og skidtspande - og med en indædthed aldrig før set i Hjørring! Tillad mig at sige til min gode Bagterpkollega, der med sit vinterdepressive indlæg ubarmhjertigt selviscenesætter sig som et pædagogisk eksempel på den 'sure' Heidelbergagurk: Vær dog glad for, at en kollega melder ud - også selv om du ikke er enig.

Afkast da denne tyendeunderdanighed, der bøjer nakken i en kaotisk og tyrannisk verden - indordner og føjer sig. Det handler altså ikke kun om hattedamesnak, hvor indholdet helst er udveksling af opskrifter og krudtløse anekdoter, fordi der endelig skal være hygge og positiv stemning - for enhver pris. Og hvor Jante altid sidder med til bords!

Det handler om faglig bevidsthed - om faglig kamp anno 1996.

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring