Når man vi se et levende eksempel på hvordan politik kan korrumperer os, så er har vi heldigvis Cass R. Sunstein, som med forunderlig bagvendt logik har genopfundet noget der hedder Nudging – uden at fornærme mange kan man vel kalde dette for kognitivismens svar på Kirkegaards selvforførelse.
Kirkegaard ville med sine skrifter forsøge at beskrive den menneskelig eksistens, men forførte sig selv ved at gøre 'alle valgene' til sine egne. Altså faldt ham ikke ind at kvinden kunne have en interesse i at lade sig vælge og forføre - og at hun kunne vælge at lade sig forfører.... værre ting er sket... men han påtog sig Sokrtes' stereotype moderrolle… og valgte så den forførende ikke-handling….
Den evidente politisk behaviorisme
Den evidente politisk behaviorisme
Her i Danmark er vi i gang med en demokratisk værdikamp med drejning om evidensen – det er den lang proces som mange af os gerne ville være foruden! Her har Case Sunstein – rådgiver for den Demokratiske regering i USA – en ide han er ikke bange for at forfører os med alt sit al moderlige vid. Det frie valg er ikke så frit endda, og ja i langt de fleste tilfælde ’sker’ livet uden at vi skal gøre noget…. ingen dybde, ingen tidslig fornemmelse, et langt flow…. vi driver med strømmen - og de der drev foran kan opstille kognitive-signaler for os der kommer flydende efter i den samme flod!
Men her sker der så det at Sunstein udgiver et ny ’skub’ - for hvad sker der reelt set hvis og når vi slår os sammen om vores politik – dette ser vi i hans bog ” Going to Extremes: How Like Minds Unite and Divide” . Som er et studie i hvordan politiske tænkning udvikler sig til, de fra debatten velkendte, polariserede dikotomier…
Det interessant er at Case Sunstein her beskriver hvordan ligesindede grupperinger forenes i nudging – hvorved de bevare/forstærker fjende/”vende billedet”… vi gentager polariseringen i en stadigt mere ren og ekstrem form!
Denne bog er altså ’bagsiden’/vendingen af den politiske puffen og skubbe. For hvis vi er politisk enige om hvor vi skal hen - så er det ’ikke’ et frit valg, så står vi tilbage med det retoriske polariserede enten/eller. Vil du eller vil du ikke forfører…. er det kærligheden der kalder eller firheden der forfalder!
Den politiske dømmekraft bygger altså på dette teknologiske demokrati – et afkog fra gamle filosofier, som allerede har vist deres forførende styrker. Vi har været der det var 2.500 år siden, og nu gentager vi historien vi ”nudger”, SKUB’er, puffer men alligevel kommer vi ikke i nærheden af dannelse…
Vi ved det godt, og vi gør det alligevel - vi ved det ikke, men vi gør det! Så meget kan vi sige om den politiske rationalitet og dens dømmekraft.
Den evidente pædagogiske dømmekraft
Den evidente pædagogiske dømmekraft
Sunstein har altså ’genopfundet’ nogle værdi retoriske virkemidler som vi kan brug politisk, og vi kalder det for kærlige puf!
Her ser vi dannelsens politiske forfald, vi skal ’nudges’ til at inkluderer dem der pisser ved siden af - men denne ’politisering’ af pædagogikken finder mange af os usmagelig! Ikke alene må vi finde os i alverdens skæbnefortællinger, men vi skal også fraskrive os retten til at 'blæse' imod vinden…. måske er det din søn der finde ud af hvordan man gør det - uden at blive våd?
Ikke dannelsen har nu fået et videnskabelig navn ’evidence-based policy-making’ – og den er hermed givet sin kognitivistiske teknologi: ’evidence-based nudge-construction’.
Tak - Sunny Boy, selv om vi er enige om politikken er det stadigt ikke i orden!!
https://www.youtube.com/watch?v=W671dXk_YIQ - ”who am I to blow against the wind?”
Hvis pædagogikken skal gives en troværdig genkomst i dette må vi altså tænke om. Hvordan og hvornår er det at det bliver legitimt at skubbe, at sparke og at give en kindhest – næppe, men så igen, i vores skole tid? Men dog er det så forførende at vi igen og igen må genopfinde disse teknologier…. og kalde vores politik for evidens-pædagogik? Når vi nu har falsificeret evidens tanken, ikke lige tage kampen op i mod konstruktions-pædagogikken?
Konstruktivismen/Kognitivismen er endnu et eksempel på denne rene/selvforstærkende dikotomi kamp, polariseringen – som dannelsen skal afholdes os fra at deltage i. Altså kommer vi ingen vejene med asen, skubben og puffen….. det er hvad ’evidensen’ viser os!
Den pædagogiske genkomst
Den pædagogiske genkomst
Den pædagogikkens genkomst til denne urene dannelses form handler da igen om at vi ’ikke’ skal forføres til oplysning, men at vi ganske enkelt skal kunne befinde os vel – vi bliver ikke aldrig assimileret, inkluderet, men vi bliver ’inviteret’ ind fælleskabet.
Der er ingen grund til at genopfinde de håndtegn og nye fagter, som skal til for at gebærde sig i fælleskabet – det er faktisk sådan at:
- Jo færre ting vi skal lærer, jo flere kan vi være!
Pædagogikken kalder vi sådan da vi ikke kender alle dannelsens veje til tingstedet, der er masser af smutveje, find dem selv – pædagogikken handler om hvordan vi først opøver os, og siden udøver vores egen version af genkomsten. Denne pædagogiske genkomst opøves altså som barnets leg med dannelsens ting… ja, du er inviteret …. kom som kun du kan ….
Blæs mig et stykke, blæs og gør lykke - tak skal du ha Sunny Boy….
https://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-gar-danske-forskere-i-kodet-pa-undervisnings-ministeren
https://www.civilpolitics.org/content/going-extremes-sunsteins-take-how-minds-unite-and-divide
Sunny Boys pædagogiske genkomst
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.