Katrine har 10 års erfaring som lærer i København. Hun har gennem en årrække været en særdeles dygtig, afholdt og respekteret tillidsrepræsentant på Randersgades skole på Østerbro. Katrine er en passioneret lærer med det overordnede mål, at folkeskolen som udgangspunkt skal være god nok til alle børn i Danmark. Katrines engagement i eleverne, i undervisningen og i lærernes arbejdsvilkår har været en tydelig drivkraft i det fagpolitiske arbejde som tillidsrepræsentant på skolen og efterfølgende i Københavns Lærerforenings bestyrelse. Vi står derfor fuldstændig bag Katrines udsagn om, at skolen ikke bliver bedre end lærernes arbejdsvilkår. Vi er sikre på, at Katrine vil gøre en markant forskel i kampen for at sikre lærerne en central, ressourcebindende arbejdstidsaftale.
I 2017 stillede Katrine, på manges opfordring, for første gang op til bestyrelsesvalget i Københavns Lærerforening. Katrine blev helt fortjent valgt med et stort antal stemmer.
I det fagpolitiske arbejde i Københavns Lærerforening er Katrine en klog, empatisk og politisk dygtig, stærk stemme, som afstedkommer respekt. Katrine har som bestyrelsesmedlem i Københavns Lærerforening i de sidste to år haft plads i foreningens pædagogiske udvalg. Her har Katrine været særdeles aktiv i debatten omkring styring af Folkeskolen, vilkårene for modtageelever i København, Nationale Test med videre.
Som kollega i bestyrelsen i Københavns Lærerforening oplever vi Katrine som loyal, resultatskabende og som en fremragende debattør med stærke argumenter i både skrift og tale. Ligeledes oplever vi, at Katrine er dygtig til at skabe netværk såvel internt i Danmarks Lærerforening men også i samarbejdet med andre faglige organisationer, forvaltning og politikere. Hun er god til at få folk i tale og skabe forståelse for lærerarbejdets problemstillinger og skolens udfordringer.
Stemmer på Katrine er stemmer på en lærer af hjertet, - og på en dygtig, dedikeret frontkæmper for lærernes arbejdsvilkår i folkeskolen.
Styrk Hovedstyrelsen Stem på Katrine Fylking
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.