Speciallærer: Mine elever er inkluderede. Også selvom de ikke går i folkeskolen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Vi har i mange år talt om inklusion, og tanken om, at folkeskolen skal kunne rumme alle, er meget sympatisk og empatisk.

Men så længe inklusionen bliver styret af procentsatser og måltal, er det svært at se det som andet end en måde at spare penge på.

Måske skulle man starte med at tale om, hvad det vil sige at være inkluderet. Som der bliver talt om inklusion nu, er der kun én måde, og det er, at eleverne skal inkluderes i folkeskolen.

Inklusion handler om andet end folkeskolen

Hvis vi nu leger med tanken om, at inklusion gik ud på, at man skulle finde det rette skoletilbud til den enkelte elev, ville det store fællesskab i folkeskolen stadig være det bedste valg for langt de fleste børn.

Andre ville med den rette støtte også kunne rummes og udvikle sig i almenklasserne, mens andre skulle gå i en specialklasse, hvor der kunne dannes bro til det almene i det omfang, det giver mening.

For nogle elever vil folkeskolen til gengæld være alt for stor og uforudsigelig.

Et mindre fællesskab er bedre end skolevægring

De vil blive udfordret og presset af, at skulle indgå i så stort et fællesskab. I de værste tilfælde ville det føre til mistrivsel og i sidste ende skolevægring.

Disse elever har brug for mere støtte, færre mennesker og mere forudsigelighed. Her vil en specialskole være det bedste skoletilbud, da der her er større mulighed for at tilpasse skoledagen til barnets individuelle behov, så eleven oplever at lykkes med at gå i skole.

I dag taler vi om eleverne på specialskolerne som ikke inkluderet. Det er også rigtigt, set ud fra at de ikke er inkluderet i folkeskolen.

Men de er del af et andet fællesskab. Et fællesskab, som er tilpasset dem, hvor de kan finde deres plads og være dem, de er.

Som jeg ser det, er det bedre at være inkluderet i et mindre fællesskab end at skulle presses ind i det store folkeskolefællesskab og opleve, at man er udenfor og ekskluderet.

Egentlig burde det være en menneskeret for alle børn, at vi tilbyder dem det rette skoletilbud. For deres skyld, for deres familiers skyld og for samfundets skyld.

Eleverne er ikke en udgift. Jeg føler mig nødsaget til at være mine elevers stemme i den debat, der foregår om inklusion lige nu. Her omtales de næsten udelukkende som elever, der kræver for mange resurser og koster for meget.

I min hverdag kan jeg dog tydeligt se vigtigheden i, at eleverne får det rette tilbud fra starten. Det er særligt tydeligt, når vi får elever, man har forsøgt at inkludere, men hvor det ikke er gået godt.

De har mistet troen på sig selv og tilliden til skolen – og der ligger et stort arbejde i at få den tillid genetableret. Det mener jeg faktisk ikke, vi kan være bekendt.

Derfor bliver jeg også altid så stolt og glad, når jeg på denne tid af året kan se, hvor flot vores afgangselever klarer sig. For jeg ved, hvor hårdt et arbejde der ligger bag resultaterne. Det er det, som det rette skoletilbud kan. Det kan danne, udvikle og gøre eleverne livsduelige.

Lyt til vores erfaringer

Så kære politikere: I har muligheden for at vælge, om fokus skal være på en bestemt procentsats, eller om det skal være at finde det rette skoletilbud til alle børn.

Jeg vil påstå, at vi hverken økonomisk eller på det menneskelige plan har råd til at lade tallene bestemme, så hjælp mig med at passe godt på mine elever.

Spørg mig og mine kollegaer til råds, og brug vores viden. Det er os, der står med eleverne, når de lykkes, og når de har brug for hjælp. Brug den viden, der ligger hos os, som er sammen med eleverne hver eneste dag.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk