Sophia og Sorø

Rettænkende, barfodsinspirerede propagandister på teatralsk græsrodsplan med alternativets behørige afstand til »dem, der bestemmer«, og med tilstræbt reference til det avangardistiske, opløfter igen røsten i et forsøg på at få folkeskolen til fortsat at holde sig højt hævet over den muldede jordnærhed med alle de trælse fagkrav tilsat lektier og pligtbetonet udenadslære, som Erik Schmidt i Folkeskolen nummer 13 kan få lejlighed til at lægge afstand til, fordi der vistnok findes en indbudt, der lusker rundt blandt de rettænkende og skejer ud i retning af det floskelfrie konkrete. Den nedslidte og fordummende udelthed, som har dokumenteret sin uduelighed som skoleform, piftes op som en »moderne lighed«. Kreativitet gøres enten til selvrealisering »eller« samfundsmæssig innovationskraft, hvor den med hovedsigtet lagt på den ildesete og sønderkvaste faglighed kunne være begge dele. Selve dannelsessigtet, der altid i hele skolehistorien, før den røg af sporet i 93, har været en væsentlig afledt funktion af og en helt naturlig forudsætning for den i en børneskole højest mulige faglige vidensformidling, gøres til en fjende af fagligheden. Som det hedder: Dannelsen trues af fagligheden. Det er grovkornet propaganda løsrevet fra al erfaring og fornuft. Jo, for hvorfor slæbe sig gennem en besværlig hverdag med fagmættet undervisning, når vi i stedet kan give os fantasien i vold med drømme om, »hvad der bliver af mig, når jeg dør«. For der er formentlig ikke tale om at belyse dette spørgsmål ud fra et nytestamentligt studium. Tydeligt nok prætenderer De Alternative at udfylde rollen som forskningskvalificeret baggrund for de »samtaler«, der gerne skal få lærerne til at miste tilliden til dem, der beslutter og forvalter.