sommerferiehilsen fra en lærer

Sommerferiehilsen fra en lærer

Efter lidt over en uges sommerferie er roen ved at lægge sig, og det er blevet tid til at reflektere lidt over året, der er gået.

Som altid har der været mange gode oplevelser. Jeg møder hver dag børn, der knokler, lærer, pjatter, griner og græder. Jeg er fuld af beundring over mine kollegaer, som brænder for deres arbejde og hver eneste dag kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. For dem er det ikke bare et job. De engagerer sig personligt i hver enkelt elev på et plan, der gør, at de til tider næsten ikke kan bære, når en elev er ramt af livet, og rammerne og de personlige ressourcer ikke rækker til at hjælpe eleven i tilstrækkelig grad.

Men de senere år er der sket noget. Øget administration og dokumentation, arbejdstidsaftalen og skolereformen har tæret på overskuddet i skolen og forældrene, eleverne, lærerne og skoleledelserne kæmper nu mere end nogensinde for at få enderne til at mødes i dagligdagen.

Jeg har i år oplevet ildsjæle, fagligt kompetente og robuste kollegaer som søger nye græsgange, da der ikke længere er overskud til faglig udvikling, kollegial sparring, nye udfordrende projekter m.m. De føler, at de er blevet fabriksarbejdere, som kæmper for at holde deres plads ved båndet.

Set i det lys bliver man ked af det, når man ser politikerne løbe fra ansvaret og endda har den frækhed at placere ansvaret for den kuldsejlede reform hos lærerne, som eksempelvis Troels Ravn fra Socialdemokraterne gør i Politiken, hvor han fremfører, at en hovedårsag til reformens problemer er lærernes modvilje. Politikerne har om nogen et ansvar! Troels Ravn sad selv som ordfører for S under forhandlingerne i 2013.

Det var ikke lærerne, der i årene op til forhandlingerne valgte at nedlægge 13 procent af lærerstillingerne i folkeskolen. Det var heller ikke lærerne som valgte at gennemtvinge en arbejdstidsaftale, hvor der skal undervises mere og forberedes mindre, så der var råd til politikernes våde drømme om en længere skoledag. Og sidst men ikke mindst er det ikke lærerne som nu har travlt med at fralægge sig ansvaret. De kæmper i stedet for at navigere i politikernes rod.

For problemer…. det er der. En ny KL-analyse viser, at andelen af kommuner, som har problemer med at rekruttere nok lærere, er næsten tredoblet det sidste år. Mange af de officielle intentioner bag reformen såsom nye læringsmiljøer, bevægelse i undervisningen, åben skole m.m. var i sig selv gode nok. Problemet er, at disse elementer nærmere har været af navn end af gavn, da rammer og ressourcer ikke har fulgt med.

Det kræver nemlig tid at skabe nye læringsmiljøer, have blik for den enkelte elev, samtidig med at man tilgodeser fællesskabet. Det kræver overskud at have mod til at sætte sig selv på spil hver eneste dag, og det kræver både tid til refleksion og overskud til handling, hvis man konstant skal udvikle sig selv, sin undervisning og i sidste ende eleverne. Og det bliver desværre nok ikke bedre med de nedskæringer, man uundgåeligt vil se i kommunerne efter den nye kommuneaftale.

Så når du på stranden her til sommer ser en lærer, der er ved at få farve i kinderne igen inde under solhatten, og nej…det er ikke en nej-hat, men en solhat… så send ham/hende et smil. De sidder og lader op til igen efter sommerferien at kæmpe for vores børns trivsel og fremtid.