Som troen flytter bjerge

Seniorforsker Jørgen Frost (Folkeskolen nummer 13) ønsker at medvirke til en styrkelse af folkeskolens evne til at håndtere flere børns behov. Det må vel formodes at være underforstået, at ønsket bør opfyldes under de mest umulige vilkår, som udeltheden snører skolen ind i, og hvor end ikke specialundervisningen længere tåles som mildnende element på udelthedens hærgen. Og hvordan skal ønsket så opfyldes? Jo, kvalitet i skolen får vi, når vi beslutter det, siger Frost. Og det er da lige så rigtigt som rigtigheden af, at troen kan flytte bjerge. Når bare man tror det eller vil det, så skal bjerget nok flytte sig og skolen blive bedre. Eller som ­Frost også udtrykker det: »Et bredere og mere elevcentreret læringssyn kan gøre skolen mere rummelig og samtidig øge læringskvaliteten«. En efter min opfattelse aldeles indholdstom og dermed ubrugelig pausetirade i stil med den gængs fremførte om den differentierede undervisning, som man »bare« skal benytte i den skole, der nærmest ondsindet er indrettet på så effektivt som muligt at tømme enhver pædagogisk meningsfuldhed for mening. Medmindre man som man trods al hjertelig omsorg for fagligheden er i færd med her i Danmark vælger det læringssyn, at også undervisningen skal tømmes for indhold. Men det synes Frost vist ikke er en god ide.