Som æg fra lumpen gøg

Lærerbladet LIVE bad mig skrive en tekst til deres optræden ved lærermødet på Ryslinge Højskole. Den skulle fremføres af operasanger Jesper Buhl, så melodien blev arien fra La Traviata, den som Osvald Helmuth synger på i visen "Kom hjem. Kom hjem. Så kom dog hjem".

Da OK-forhandlingerne var lange som et ondt år, valgte jeg også at skrive en ondt lang sang, men der var kun tid til at Jesper Buhl fremførte en udvalgt del

Derfor vil jeg gerne dele hele sangen, "Som æg fra lunpen gøg", med folkeskolen.dk's læsere - og samtidigt ønsker Per B. Christensen og hans forligsgruppe nogle frugtbare forhandlinger.

Her er sangen i næsten ulidelig fuld længde:

Som æg fra lumpen gøg

OK 18 for normal

arbejdstid, for den er gal,

når vi jobber pr diktat

fra dem, der gik helt grassat.

Ziegler, Corydon & slæng

skulle skaffe mange peng’

til at dække en deform

konkurrencestatsreform.

Så de greb til en ’luk ud’,

alt imens de sendte bud

til hinanden om et kneb:

Vi er klar med lovindgreb.

Tallet firehundred’ni

det gi’r overgrebsfobi.

Så styg og slem,

oh, styg og slem.

Ak og ve, oh, dobelt v,

tryning må vi altså se

at få stoppet med det vuns,

droppe trip for egen luns!

Alle bosserne de ved,

vi må ha’ en troskabsed,

og som hos ham der Dumas

godt og grundigt gammeldags

kæmpe sammen og slå fast,

at vi nu står last og brast

om at alle vores krav

– også det om lær’nes tarv –

er det vi står sammen om

Løhde, Ziegler bare kom.

Kom an, kom an,

kom bare an.

Denne ed blev skam et must,

for det var en hamper kost,

da den gule Løhde trak

et spinagtigt regneark

ud af kjoleærmets gab,

med lidt tal fra hendes stab:

Alle de som sad i løn,

havde efter Løhdes skøn

røde tal, ja, kæmpegæld

større vist end Fanden selv.

Regnearkets skabelon

var for fed innovation,

så det lød fra dem med ed:

Løhde hør nu vors besked:

Regn om, regn om,

så regn dog om.

Ovre hvor kommunen bor,

Ziegler regn og udspil gror.

Puljen den er Løhde-lig,

altså langt fra nydelig.

Men der er dog hist og her

lunser pist og lunser der,

blot er alting som tilforn

omkring lærerlivets norm.

Så som æg fra lumpen gøg

kommer splittelsesforsøg,

men de mødes med et suk:

Spar os dog for det kuk-kuk.

Men husk, Ziegler han er far’n

til det lærertryningsbarn.

Til lid, til lid,

skab dog tillid.

Der forhandles, som man bør,

mens man ivrigt kærner smør

som kan smøre tungens spin,

når nu pressen kalder ind.

Vi står her, og I står der,

men forunderligt så sker

det at folkets sympati

er hos dem, der hænger i,

og som møder dem hver dag,

når de kommer med en sag.

Så for dem, hvor livets salt,

er at se sig selv genvalgt,

bliver tonen mindre strikt:

Vi må undgå storkonflikt.

Konflikt, konflikt

undgå konflikt.

Alle hylder så sig selv

og en særlig dansk model,

mens de skaber stor kommers

ved at melde ud på tværs

af forhandlingens logik,

for det er jo politik.

Tulle støtter nu den part,

som han sidst fik dykket klart,

mens den kække Mette F

her er tavs og uden bjæf,

for hun husker sikker, hvor

hendes navnetræk det står:

Ved den lov, som i sig selv

slog modellen halvt ihjel.

Gå hjem, gå hjem

Gå hjem og vug.

Med en arm, der er for kort,

og en tillid, der svandt bort,

gik det, som det måtte gå:

ingenting kom op at stå.

Men så trådte kvinden til,

der er sej i dette spil –

ikke mere luskefis,

rent forlig eller forlis.

Og så startede et show,

hvor de gik og kom og sov.

Natten gik, og dagen kom,

hvad monstro de snakked om?

Børsted tænder og kom ud

og gav pressen deres bud

Kom ud, kom ud

så kom helt ud.

Storkonflikt blev ugens ord,

frygten gror og gror og gror,

men som lyn fra himlens blå

ser man pluds’lig Dennis stå.

Og hans stjerne den gled ned,

da han skred fra alles ed.

Men måske var det hans skyld,

(som et tryk på bulden byld),

at de andre stilled op

og gav lyd i samlet trop:

OK 18 er på plads.

Vi kan hæve glædens glas.

Fælleseden gjorde stærk,

se på sammenholdets værk.

På plads, på plads

Så kom på plads.

Men da tekstens ord blev læst,

kom der grus i nogles fest,

for den allerstørste knast

ha’d man ikke fået mast.

Lærerarbejdstidens lov

stod endnu – men hvorfor dog?

Monstro Ziegler og hans stab

skulle undgå ansigtstab?

Arbejdstidens revision

kom i rigtig kommission,

hvor Per B. sku’ gøre gavn

og få tillid bragt i havn,

og få vendt en tvangsfobi

til det job, vi trives i.

Giv tid, giv tid

giv arbejdstid.

OK 18 fik sit ja,

og så kommer vel den dag,

hvor vi hæver blikket lidt:

Hvad gik godt, og hvad gik skidt?

Sammenholdets stærke bånd

gav en særligt sikker hånd,

når det ziegler-løhdske par

søgte del-og herske-svar.

Helt i solidaritetens tegn

– trods et bump til sidst på vej’n –

kom de fleste krav i hus

med en enkelt klemmelus:

KL’s imageplejeri

med et lærerkompromis.

Nå frem, nå frem,

så nå nu frem.