Solidaritet og lydhørhed er vejen frem

Vi skal tænke os grundigt om, lytte til hvad der bliver givet udtryk for og være ydmyge over den store opgave vi har foran os. I afstemningsresultatet er der tydelige udmeldinger fra medlemmerne og vores egne evner til at samle og udvise solidaritet og lydhørhed kommer til at definere, hvor stærkt Danmarks Lærerforening står med virkeliggørelsen af perspektiverne i A20 - både nu og fremover.

Jeg ved, at alle mine tillidsvalgte kollegaer i Hovedstyrelsen og i alle landets kredse er meget bevidste om, hvad der ligger i afstemningsresultatet, der nu er en realitet. Vel er der et solidt flertal, der har stemt ja, men tilliden til KL og perspektiverne i samarbejdsporet skal først fortjenes og realiseres. Ikke som skåltaler og højtflyvende perspektiver, men som konkrete forbedringer, der kan mærkes i hverdagen.

Det bliver betemt ikke nogen nem opgave. Hverken for Danmarks Lærerforening eller for KL. Ingen aner med sikkerhed, hvor mange medlemmer, som har stemt ja, der har gjort det mere af nød end af lyst. Ingen aner med sikkerhed, hvad der gives udtryk for hos de medlemmer, der har stemt nej.

Selvfølgelig har der været masser af debat her på folkeskolen.dk og på de sociale medier, men det er jo ikke et retvisende udtryk for samtlige medlemmers bevæggrunde for hvad de har stemt.

I de mange møder jeg har haft med medlemmerne op til afstemningen er der givet utryk for langt flere nuancer og sprøgsmål end der fx er på Facebook o.lign.

Derfor vil de kommende års arbejde med at omsættte aftalen skulle ske med en skærpet opmærksomhed og interesse for hvad medlemmerne mener og har af forventinger. I virkeligheden er medlemmernes holdninger og forventinger måske endnu mere relevante nu, hvor arbejdet går i gang. Det gælder både centralt og lokalt. I det arbejde må vi huske at invitere medlemmerne ind og give plads til de perpektiver, vinkler og idéer de kommer med fx på faglige klubber eller i andre møder med kredsene og Hovedforeningen.

Solidariteten kommer også til at stå sin prøve, for A20 skal omsættes i alle kredse, så ingen efterlades på peronnen.

Nuancerne og fortåelsen for alvoren for medlemmerne må derfor også præge den måde vi kommunikerer på om A20 og om det arbejde vi skal være fælles om at løfte.

Jeg mener fortsat at A20 er et langt bedre fundament vi kan bygge lærerarbejdsliv og overenskomster på end Lov 409, men jeg er fuldt ud bevidst om ikke at oversælge noget, som i praksis kan vise sig ikke at kunne lade sig gøre. Samtidig mener jeg også det er vigtigt, at turde tro på den forandring vi har mulighed for at skabe i fællesskab.

Når vi husker nuancerne og ydmygheden overfor den opgave vi står med og samtidig holder fast i de gode perspektiver aftalen rummer, så er jeg sikker på vi i fællesskab kan skabe forbedringer som medlemmerne vil kunne mærke i hverdagen - på arbejdstidsområdet såvel som på folkeskolens udvikling.