Sneflokke kommer vrimlende

De fleste kender Disneys juleshow, hvor særligt Anders And samt Rip, Rap og Rups episke sneboldkamp glæder de fleste. Muntert kæmper de fra start, men langsomt tager tvekampen en drejning, og de feje tricks findes frem.

Sneen er uendeligt smuk – og sjælden efterhånden. Men den kan samtidig få det værste frem i elever, der ellers i et frikvarter uden sne ville få de 15-30 minutter til at gå uden mange konflikter.

Der findes den harmoniske og æstetiske tilgang til det hvide element, hvor snemænd, snehuler, sneengle mm. kreeres, men samtidig findes der også en anden vej at gå.

Sne og gårdvagt

“At slås i sne” er et velkendt udtryk med stor differentiering indenfor udførelsen. Nogle evner den uskyldige “kamp”, mens andre får Mike Tyson-ild i øjnene med vaskere og varmede snebolde til følge.

Sneen får noget frem i nogle elever på samme måde, som en bil kan forvandle en rolig mand eller kvinde til et roadrage-monster.

Midt i det står vi lærere som gårdvagter, og skal få det hele til at glide uden for mange ofre. Det er en konstant vurdering af, hvornår eventuelle kampe skal stoppe, hvornår noget ikke er sjovt længere eller hvor grænserne på arealerne egentlig går.

Det hele går alligevel ofte fløjten, da regler er til for at blive brudt, og så er der jo som lærer også den mulighed blot at vende det blinde øje til.

Den går jeg nu ikke ind for. Jeg elsker den efterhånden sjældne snehvide gæst, men samtidig kan jeg også mærke, at min rolle som lærer i frikvartererne står i skærende kontrast til det smukke vejrfænomen.

Aftaler ved udfordrende adfærd

Mange gange, når vi har sne, må jeg i pauser op i et vokalmæssigt felt, jeg ellers aldrig benytter. Ganske enkelt for at stoppe, hvad der ind imellem nærmest kan betegnes som overfald. Det føles som om, sneen legaliserer vanvidshandlinger hos enkelte, og det kan desværre fylde så meget, at jeg nærmest ikke når at opfatte alle de andre elever, der glade og lykkelige boltrer sig.

Hvordan sneen skal skæres i pauserne, har jeg stadig til gode at løse. Til gengæld bruger jeg min tid på at finde ind til den opførsel, som hos nogen bliver helt uacceptabel i disse pauser.

Jeg tror, vi kan komme et stykke vej ved at forsøge at forstå adfærden, fremfor at sætte alskens regler op. Kan vi trænge ind til de udfordrede elever lidt på forkant og lave aftaler med dem, som der så følges op på, så tror jeg mere på projektet – og på mine stemmebånds overlevelse.