Smertens børn

De fleste vil nok finde det, jeg skriver, lidt provokerende.

Det var sørgeligt at se udsendelsen smertens børn og endnu mere sørgeligt at se og høre, at ingen formår at se problemet, og ingen kommer med noget, der bare ligner en brugbar løsning, stakkels børn.

Alt det, der skrives, læreren for 6a, garanteret et godt menneske, men ingen pædagog, psykologen i programmet, ingen af dem forstår problemet, og ingen tilbyder bare den mindste form for løsninger.

Udsendelsen om 6a ligner fuldstændig den efterfølgende diskussion. Man reagerer 90 % og i bedste fald agerer 10%, nøjagtig som vi ser, læreren gør i 6a. Når man reagerer i det omfang, er det klart bevist, at man ikke har kontrol over situationen. Det bliver bare til snak og snak og snak og ingen forbedringer. Tværtimod ser vi, at problemet vokser år for år. Når børn oplever, at hverken forældre, skole eller systemet tilbyder den mindste grad af lederskab, bliver de naturligvis dybt frustrede og opfører sig derefter. Der er ingen tvivl om, at fortsætter denne totale mangel på forståelse og lederskab, så har vi snart hvert tredje barn med en diagnose. Det er soleklart, at de, der har ansvar for denne situation, meget snart behøver at vågne op, bruge hovedet, lære sig noget om menneskers adfærd samt agere i stedet for at reagere.

Efter at have lyttet til podcasten med Rasmus Alenkær

skrev jeg følgende korte indlæg.

Jeg har lyttet til din samtale med Mette Molbæk vedrørende smertens børn.

Jeg vil bare tillade mig at skrive et par bemærkninger og være ærlig.

Noget af det vigtigste er, at børnene har tillid til læreren og skolen. Hvis man spørger sig selv, om man har tillid til nogen, man ikke respekterer, bliver svaret nej. Respekt og tillid er ikke noget, man kan købe for penge. At opnå en respekt, der skaber tillid, er noget, man må gøre sig fortjent til. Det vil sige, at man må opføre sig på en måde, der skaber respekt, som derigennem skaber tillid. Svarene eller mangel på samme giver tydeligt bevis på, at man er ansvars-forskrækket og ikke virkelig forstår opgaven. Man kan næsten få indtryk af, at man overlader beslutningsprossen til børnene og så reagerer. At i venlighed overlade styringen til børnene er en kæmpe fejl. Det er de slet ikke modne til og bliver bare dybt frustrede. Hvis man ikke inden for de første ti minutter kan skabe en respekt, der skaber tillid, bliver der ikke tale om undervisning i den time. Det vil sige, at starten på en undervisningstime, de første fem minutter, er altafgørende for udfaldet. I podcasten er du et kort øjeblik inde på samme linje, men så forlader I emnet igen. Det var virkelig synd.

Når der er skabt det rette forhold mellem lærer og elever, der hvor man rent faktisk kan begynde en undervisning, kan man begynde alle de pædagogiske tiltag for at inkludere børnene. En gang til, reagerer læreren 90% af tiden og underviser 10 %, får man dybt frustrede børn. Uanset hvor pædagogisk man vil være, må man aldrig tabe kontrollen over situationen i klasseværelset.

Det er fint med lange fine uddannelser, man skal bare passe på at de ikke leder væk fra forståelsen af børns adfærd, men mod en forståelse af samme. Mange, mange års erfaring med undervisning har lært mig, at har jeg ikke en kort logisk forklaring, har jeg ikke selv forstået problemet.

Situationen i de klasser, hvor det foregår bare halvt så slemt som i 6a, er mindst lige så forfærdelig for læreren som for eleverne. Hvis denne krise, som bare ser ud til at udvikles i negativ retning, skal vende, må man have en snak om de rent grundlæggende principper i børns adfærd. Jeg er sikker på, at løsningen ikke er så meget et spørgsmål om penge, men rigtige beslutninger. Men for at træffe rigtige beslutninger må man erkende, hvor problemet er, og ikke bare anvende en masse fine ord og teorier. Det hjælper ikke at sige, at det er nogens skyld, men det er vores alle sammens skyld, hvis vi ikke tager fat i problemet. Jeg er sikker på, at vi kan forbedre forholdene i skolerne for både lærere og elever, hvis modet og viljen findes. Snakken og diskussionerne er i dag så højttravende, at man ikke kan se ned til jorden, hvor problemet opstår. Alle disse fine betegnelser og avancerede teorier gør, at vi går med skyklapper. De fleste børn er jo søde og fulde af muligheder og alle lærere vil så gerne gøre et godt stykke arbejde. Med det i tankerne er det vel for dumt, hvis vi ikke kan finde gode holdbare løsninger.

Forandring kræver forandring

Husker ikke hvem, men nogen spurgte, hvad gør man, når man har tabt kontrollen?

Hvad gør man for at komme tilbage i førertrøjen?

Husk, at de første 5 minutter er de vigtigste. Derefter kan man have forpasset sin chance.

Nogen vil sige: tal problemet igennem med eleverne. Dette tror jeg for det meste vil være en dårlig løsning, som kan forværre problemet. At bare skrue op for de værktøjer, man er mislykkedes med tidligere, fungerer naturligvis ikke. Først lidt sandheder. Det er læreren, der har ansvaret. Elevernes opførsel er en konsekvens af lærerens adfærd. Vil man løse et problem, som kommer af ens adfærd, må man tage fat i sig selv og ikke skyde skylden på alle mulige omstændigheder. Her kommer et par forslag, man kan bruge, hvis man vil, og som man vil.

Skift miljø, nye omgivelser.

Helt ny attitude, som eleverne ikke genkender.

Bryd vaner, d.v.s. nye vaner.

Brug overraskelsesmomenter efter behov.

Efter behov, vær uforudsigelig. Er du altid forudsigelig, bliver du udnyttet.

Ændring af din kropsholdning. Gå ikke med rund ryg og skuldrene fremme. Ret dig op. Lign ikke en undskyldning. Svag kropsholdning kan gøre opgaven umulig.

Om muligt, tal anderledes.

Tag emner op, som overrasker. Vær utraditionel.

Tal mindre, korte beskeder.

Hvis nødvendigt, choker eleverne.

Vær ALTID konsekvent.

Får du det ikke at funger bør klassen have en ny lærer.

At optræde som leder er ikke det samme, som at være dominant. At optræde som leder er at tage ansvar. Bliver du klassens leder, vil eleverne stole på dig elske dig. En flok kan ikke leve med en svag leder. Svage ledere jages bort, specielt af børn.

Ovenstående står måske ikke i den moderne pædagogik, til gengæld så virker det.

For ikke at gøre indlægget for langt stopper jeg her.