I Folkeskolen nummer 9 beklagede Jørgen Mogensen sløjdfagets imageproblemer, og han havde fundet adskillige eksempler på uheldige sløjdlærere i litteraturen. Han efterlyste en positiv omtale af sløjdlærerne i den danske skønlitteratur.
Jeg synes ikke, det er en god idé, at sløjdlærerne bruger deres energi på at finde dette eller hint 'sløjdlærercitat' i den danske litteratur (rent bortset fra at det er en noget sær opgave at blive sat til). Hvis sløjdfaget har et imageproblem - og det har det muligvis - må vi begynde med os selv, for sløjdlærerne bærer selv en del af ansvaret. Hvorfra stammer mon opfattelsen af sløjdlæreren som en person, der isolerer sig nede/ovre på sin sløjdsal, der vistnok ligger. . . øh. . . et sted nede i kælderen. . . eller er det ovre i barakken bag gymnastiksalen?
Sløjdlærerne må være de nærmeste til at gøre deres fag mere synligt i skolehverdagen. Vi må væk fra bordskånersløjden, ud og vise, hvad faget kan bidrage med i en moderne skole, være langt mere aktive (eller aggressive i positiv forstand) i teamsamarbejdet i forbindelse med projektarbejder og byde ind med nogle af de mange spændende sløjdfaglige aktiviteter, der både kan være med til, at børnene får en særlig praktisk-musisk vinkel på emnet, og samtidig giver dem en mulighed for erkendelse gennem praktisk, problemløsende arbejde. Vi må på forældremøder forklare forældrene, at bordskånerne er et overstået kapitel i fagets historie, og at det i øvrigt heller ikke er fagets opgave at levere gaver til familiefødselsdagene.
Lad os komme ud og vise fagets mange spændende, pædagogiske muligheder - og lad skønlitteraturens sløjdlærere hvile i fred.
Sven Hylleberg
København
Sløjdlærerens problem
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.