Slagtning er ikke ekstase

I 'Bagsmækken' i nummer syv skriver Erik Meier Carlsen om 'Volden som livsgrundlag'. Han har ret i, at slagtning og død er blevet fjerne og uvirkelige ting for nutidsmennesket, alligevel er der et par områder, hvor jeg ikke helt kan følge hans tanker. Han kalder slagtning ekstatisk. Slagtning er ikke ekstase, det er en høst, i lighed med høst af korn og frugt. Man glædede sig i gamle dage over den fede julegris, der gav mad på bordet, og et barn kunne godt blive sat til at røre i blodet, mens det løb af grisen. Det var en nyttig handling, for blev der ikke rørt grundigt rundt, duede blodet ikke til blodpølse. I ældre tiders jægersamfund har drabet på et dyr nok også været noget nødvendigt, for at man selv kunne overleve.

Lidelse og død fandtes også blandt mennesker, og i gamle dage lå de syge og døende hjemme. Det var ikke rart at se på, men det var virkelige begivenheder, der ramte folk, man kendte.

Nutidens voldsfilm har intet med ovenstående ting at gøre. De er blot en filmproducents forsøg på at tjene penge. Det gavner ikke små børn at se voldsfilm, de bliver utrygge ved det, og de får svært ved at skelne mellem fiktion og virkelighed. De har i hvert fald ikke noget naturligt 'behov' for at se blod og død på film.

Derfor er det glædeligt, hvis man stadig opretholder en censur, hvor det gælder film for børn.

Med hilsen fra en 'bonert', pensioneret overlærer, der er datter af en hjemmeslagter.

Tove Boserup

Odense