Skolen og kunsten

Man kan, som ærværdige Holger Henriksen, sige, at det at opdrage og undervise et barn er en kunst. Det er et samlet projekt med masser af ubekendte, og resultatet er svært at forudsige, det overrasker og imponerer, chokerer, et menneske-projekt.

Under udførelsen af kunstværket, opdragelsen anvendes vilje, inspiration, indfølingsevne, udfarende kraft, aggression, regression, nævn selv, men stadig opmærksomhed, tilstedeværelse, nærvær, kærlighed. Det er forældre, lærere og pædagoger, som knokler løs på projektet.

På et tidspunkt, senere, overtager mæcenerne, kunstkøberne, markedet kunstværket, men allerede under ovennævnte svimlende projektfase stikker de hovedet frem. De kræver dokumentation, benchmarking, evaluering, kontraktstyring, balanced scorecard, værktøjer til offentlig controlling - alt sammen forlanges anvendt under selve skabelsen af værket. De stakkels kunstnere knokler med selve opgaven, men afledes bestandigt af disse proceskrav, der angiveligt skal sikre værkets endelige lødighed.

Lærerforeningen burde råbe til arbejdsgivere, politikere og embedsmænd, at de umuligt kan få både det ene og det andet. Hvis de gad bevæge sig ud på skolerne, kunne de se eller ane, hvilke resultater lærernes indsats medfører. Det gider de ikke nu, det er uligt nemmere at sidde på sit kontor og hjemskrive rapporter fra skolerne, vel som at bestille fra et postordrekatalog, end at komme ud og opleve virkeligheden, smuk og respektindgydende.

Det monstrøse dokumentationsræs virker efterhånden som oplægget til en Nürnbergproces. Kunsten og opdragelsen, dannelsen er dokumentation i sig selv.

Mogens Clausen

Øst-Djurs Kredsen