Skolen er ikke en virksomhed

KOMMENTAR

Der findes mange grunde til at gå ind for en fortsat udbygning af Ny Løn på skoleområdet, den ene dårligere end den anden: Billige lån til kommunerne gennem løntilbageholdelse. Større økonomisk råderum for kommunal vilkårlighed. Øget lønspredning til forgyldning af ledelsen og opsplitning af lærerværelset. Fast arbejde i stride strømme for fagforeningsfolk, skoleledere, forvaltningsansatte og voldgiftsdomstole. Indførelse af konkurrenceelementet til nedbrydning af lærernes psykiske arbejdsmiljø.

Det grundlæggende problem er, at Ny Løn hører til i en virksomhedskultur, hvor ledelsen har brug for at kunne belønne dem, der gør en ekstra indsats for virksomhedens indtjening. Men skolen er ikke en virksomhed. Den er en kulturinstitution, og den har ingen indtjening, der kan øges. Hvis nogle skal have større stykker af kagen, skal andre altså have mindre. Der er ingen kvantitativ produktion, ud fra hvilken ledelsen kan vurdere den enkeltes indsats, og bæredygtige kriterier for en kvalitativ vurdering lader sig ikke opstille. Hvordan skal skoleleder Olsen nogensinde afgøre, om lærer Hansen spiller bedre klaver i 3.b, end lærer Jensen taler tysk i 8.c, endsige hvad der er deres respektive andel i elevernes præstationer?

Mens markedskræfterne i det private regulerer udbud og efterspørgsel og dermed prisfastsættelsen, sker der det stik modsatte i skoleverdenen, hvor Ny Løn breder sig. De mange attraktive supportfunktioner, som lærerne i forvejen står i kø til, udnævnes alle til såkaldte 'særlige ansvarsområder', der udløser efteruddannelse og løntillæg og i det hele taget optager flere og flere resurser. Selve kerneydelsen, undervisningen, presses til gengæld hårdere og hårdere og truer med at udvikle sig til skolens lavstatusjob. Ny Løn i skolen udvikler ikke sund konkurrence, men privilegier, nepotisme og klasseskel i lærerstaben. Der skabes en incitamentsstruktur, der underminerer skolens kerneydelse og skubber de bløde kompetencer såsom engagement, udtryksevne og grundighed ud af fokus.

Gennemtvinges den videre udbygning af lønformen i skolen, vil det ikke være første gang, de kommunale arbejdsgivere af uransagelige grunde prøver at slå benene væk under lærerne. Det begyndte, da de i 1993 overtog folkeskolen fra staten med UFØ-aftalen, der i flere år druknede skolens udvikling i bureaukrati. Aldrig så snart havde folkeskolen forvundet følgerne af denne monumentale fejlsatsning, før arbejdsgiverne i 1999 krævede en radikal omlægning af lærernes arbejdstid, der skulle styrke undervisningen. Den paradoksale effekt er blevet et angreb på de mest undervisende læreres arbejdsvilkår. Endnu groggy efter dette slag kæmper skolen i øjeblikket en hård kamp for at komme på benene igen, men det holder hårdt. Frustrationerne hober sig op, arbejdsmiljøet er i rivende forfald, sygemeldingerne stiger. De unge dropper i stigende grad lærerjobbet, de gamle forsvinder, den dag de fylder 60, og en ledelseskrise er sat ind. Katastrofal lærermangel truer, dilettantiske patentløsninger og letkøbt bedreviden florerer. Lærerne pukler som aldrig før for at holde dampen oppe, men det føles, som om al varmen går lige lukt op gennem skorstenen. Det er i denne situation, at Kommunernes Landsforening nu har tænkt sig at gennemtrumfe et lønsystem, der lyser af uvidenhed om de bærende værdier i lærerarbejdet. Det vil med sikkerhed sende folkeskolen til tælling for tredje gang på mindre end ti år.

Havde ledelsen i et privat firma disponeret så ringe, ville det formentlig gå ned. Danmarks vigtigste samfundsinstitution, folkeskolen, er imidlertid i sagens natur hævet over markedskræfterne. Konkurslukning er utænkelig. Men skal det virkelig betyde, at dens politiske ledelse har en ubegrænset kvajekvote?

Lærer og medlem af DLF's hovedstyrelse