Skoleåret der gik: Sex, test & hop ’n’ roll

”Otte tricks til at give ham sex, han aldrig glemmer.” Sådan begynder ethvert dameblad med endeløse råd til udvikling af tekniske færdigheder på lagnerne. Personligt kunne jeg hurtigt glemme denne åndsforladte tilgang til min sengekammerat. Mest ville jeg nok bare frygte kedsomhedsdøden, men det sælger, og bladene fortsætter ufortrødent med ti hemmeligheder til blødere hår, nye stier til smukkere løbestil og 145 ligegyldigheder til det pæneste hjem med det blankeste kakkelbord og de højeste kager.

Et on-going selvoptimeringshysteri der desværre ikke længere kun hører til i de farverige ugeblade, men nærmere betragtes som et grundvilkår mere end en besættelse. ”Du bliver aldrig god nok, ” synes at være inspirations- og motivationsteksten på en hvilken som helst del af livet. ”Du kan altid gøre det lidt bedre.”

Hvorfor dropper vi ikke denne åndsbollevejledning og får et anstændigt liv uden et tvangsneurotisk forhold til os selv og vores børn? Fordi det har fundet vej helt ned i materien af alt, hvad vi ånder og gør. Det er ikke så mærkeligt, at unge – endnu identitetssøgende - mennesker pisker rundt for at finde anerkendelse gennem nøgenselfies og 12-taller.

2015 blev året hvor også skolen for alvor skulle kampdyrke damebladslogikken gennem mere implementering af skolereformen, og dagtilbuddene fik en spæd start som skoleforberedende optimeringsinstitutioner udfra rigide forestillinger om det sunde legme og dygtige hoved.

”Hvorfor må børn ikke lære noget?” blev standardsvaret på kritikken af denne trivial-didaktik. ”Dannelse og uddannelse i teknokratisk forstand er jo ikke hinandens modsætninger,” fortsatte det. Altså et vink med en vognstang om, at det i 2016 fortsat er nødvendigt at forklare, at vi ikke taler om sådan en buffet, hvor man bare kan mikse lidt af det hele, men derimod om et skift i den kollektive mentalitet, som skolen endten blindt kan forfølge eller forsøge at punktere ved at være et urokkeligt modstykke.

Børnene blev i 2015 bombarderet med kontrolleret motion i form af livsforladte og stive bevægelsesovergreb, som afløser for mere naturlig kropsudfoldelse og leg. Den slags hvor man tæller pulsslag og fører træningsdagbog over sine marcipanbrødskomplekser. Som lærer skulle man helst stå at skrige hop og rul på to og fire, så man næsten kunne høre børnene lavmælt synge ”Roll, Jordan roll,” mens de spejdede mod friheden på den anden side af klatrestativet.

Et overdrevent fokus på sundhed som tidligere blev forbundet med den sikre vej til en spiseforstyrrelse eller i hvert fald en ubalance mellem krop, sind og sjæl. Jeg kalder det hop ’n’ roll, fordi dette optimeringsslaveri står i skærende kontrast til den vildhed, fanden i voldskhed og protest, som forbindes med originalbegrebet. ”Skal de så bare sidde foran computeren og blive fedladne?” Svaret var: ”Nej. Sluk computeren.”

Sidste år så jeg Rolling Stone spille på Orange Scene. Tudsegammel baskede Mick Jagger dæmonisk rundt på gulvet i over to timer uden skyggen af pause. Selveste indbegrebet af sex, drugs & rock ’n’ roll. Han skulle bare have vidst, at himmerige er et ensidigt fokus på tekniske færdigheder.

Tak for året der gik. Må det nye bringe os mere håb for fremtiden.