Skodjournalistik i TV Avisen om integration

Tirsdag den 3. november 2015 excellerede 21.30-TV Avisen endnu en gang i dårlig journalistik i sin dækning af folkeskolen. Denne gang gjaldt det problemerne i forbindelse med inklusionen.

Det blev oplyst, at problemerne blandt andet skyldes, at lærerne »føler«, at de mangler kompetence til at forestå inklusionen. Vel gør de ej! Hvis de »føler« noget, er det frustrationer over den kendsgerning, at de ikke har de nødvendige kompetencer. Lad være med at gøre fakta til følelser!

Inklusionen har stået på siden 2013, og problemerne har eksisteret fra dag 1. Alligevel nedsætter Undervisningsministeriet først nu en »ekspertgruppe« til at hjælpe den på vej. »Vi har behov for at få nogle anbefalinger … der kan få inklusionen til at fungere bedre«, forklarede undervisningsminister Ellen Trane Nørby.

Men hvorfor først nu? Se, det var en historie at tage fat på journalistisk!

Ekspertgruppen skal gøre det ud for de resurser, der – trods forsikringer fra Christiansborg – alligevel ikke følger inklusionsbørnene. For som professor Niels Egelund oplyste: Der er godt nok givet penge til inklusion, men de almindelige nedskæringer på folkeskolen har været større, »så alt i alt bliver det et minus« på bundlinjen.

Se, det var også en historie at tage fat på journalistisk!

Desværre interesserer TV Avisen sig ikke for de store, afgørende aspekter i inklusionsspørgsmålet. Det er for kompliceret – læs: resursekrævende – og negativt. Vi skal have noget positivt, der bryder det negative! Derfor sender man reportagevognen ud til et sted, hvor inklusionen angiveligt er lykkedes.

Se, det er en god historie!

Og hvor er integrationen så lykkedes? Det er den på Maribo Skole, hvor 10-årige Theis Hendriksen er tilbage i folkeskolen. Men først efter en omvej. I august 2014 oprettede Maribo Skole en miniskole bestående af seks elever, der efter et forløb på syv måneder blev sluset ud i den »rigtige« folkeskole.

Nu er det ikke gratis at drive en miniskole i syv måneder. Den kostede 1,5 mio. kr., som Maribo Skole havde fundet andre steder på sit budget. Hvor havde den taget pengene fra? Hvad kunne skolen ikke gøre, fordi den manglede dem? Det spørgsmål fyldte ikke meget i udsendelsen. Det blev kun til en leders forblommede snak om at prioritere.

Se, det var interessant at få afdækket journalistisk!

»På Maribo Skole lykkedes det altså at finde penge til at skabe bedre forhold for Theis Hendriksen,« berettede journalisten, »men ofte går det anderledes. Det viser i dag en rapport om inklusion. Pengene til inklusionselever forsvinder nemlig ofte i skolebesparelser.«

Hvor tit er »ofte«, der her er anvendt to gange? Det har Niels Egelund allerede redegjort for, nemlig så at sige altid! Hvorfor så bruge ordet »ofte«? Hvorfor devaluerer TV Avisen inklusionsproblemet fra at være de facto-generelt til at være uspecificeret »ofte« forekommende, hvilket i min associationsverden svarer til nu og da, men ikke tit, og slet ikke (nærmest) altid.

I dag synes Theis, at det er »sjovt, men lidt kedeligt« at gå i skole. En noget summarisk evaluering, der ikke just oser af entusiasme. Hvad siger hans lærere, der var symptomatisk fraværende i indslaget?

Og hvad med de fem andre fra miniskolen, hvad synes de? Hvordan er det gået dem? Med et så begrænset felt kunne man have forventet, at TV Avisen havde lavet noget om hele gruppen for dog at få bare lidt bredde og substans ind i reportagen. Men så ville man skulle bryde med det journalistiske mantra om at lade én person bære historien for at gøre formidlingen mere vedkommende. At man derved sætter afgørende til på substansen for – måske – at hente lidt hjem på opmærksomheden betyder mindre.