Skal jeg give køb på årsplan og fordybelse?

I alle mine fag overvejer jeg lige nu, om jeg mon når i mål, og i høj grad også hvordan jeg når i mål. Som mange af mine kollegaer, vil jeg allerhelst bare have lov til at undervise under rimelige forhold, så det fortsat kan være mine elever, der er i fokus.

Det mest presserende forløb, som lige nu hænger i en tynd tråd, er et forløb med Museum Jorn, hvor min 1. klasse sammen med 99 andre eksperimenterer med ler. En eksperimenterende fremgang kræver tid og fordybelse, og materialet (ler) er i sig selv tidskrævende ift. tørretid og brænding. Allerede, da jeg sagde ja til at deltage i projektet, var konflikten i mine tanker: Kan jeg nå det? Får vi det færdigt til udstillingen på museet? Er der tid nok til, at eleverne får det ud af projektet, som jeg gerne vil, som de fortjener, og som Museum Jorn forventer?

Det er befriende at arbejde i et forløb, hvor produktet ikke er hovedsagen, men hvor legen og eksperimenterne er i højsædet. Jeg får lyst til mere, og jeg kan mærke, at mine elever har lyst til mere. Heldigvis kom vi rigtig godt i gang. Vi startede med en introduktion til Asger Jorn, hvor vi prøvede nogle af hans eksperimenter allerede før påsken. I påskeferien sendte jeg et miniforløb med eleverne hjem, så de eksempelvis kunne "tegne" automattegninger i spaghetti. Der var heldigvis mange af eleverne, som fik afprøvet eksperimenter i løbet af ferien. Efter ferien har jeg været velsignet med en fleksibel kollega og en fleksibel skoleleder, så jeg har fået ekstra lektioner til rådighed, når vi nu endelig skulle have fingrene i leret.

Vi har nu brugt to lektioner med fingrene i leret. Vi har æltet, kastet, formet, prikket, glattet og ikke mindst undersøgt, hvordan det værktøj, vi skulle bruge, fungerer i arbejdet med ler. I vore tilfælde en kartoffelskræller. Museum Jørn har givet hver klasse en helt særligt udfordring i arbejdet med leret.

I dagene mellem projektgangene blev jeg på gange og i skolegården mødt af 1. klasses elever, som bare slet ikke kunne vente med at komme i gang igen. En af eleverne sagde efter sidste lektion til sin klasselærer: "Ved du godt, at hele klassen råbte JAAA, da Vicky kom og fortalte, at vi skulle og gang med leret?" Hvor er jeg bare ærgerlig over, at legen må stoppe her, før vi skal jo også lige nå at få tørret og brændt vores skæve, fine og fantastiske lerprodukter før en mulig lockout. Mon ikke også Museum Jorn er spændt på, hvor mange fine levering, der når at blive færdige?