Skal du også forsvare dig, når standpunktskarakteren skal gives?

Hvert år ved denne tid føler jeg, at jeg skal forsvare mig selv. Karakteren er ikke givet endnu, men grundlaget for karakteren diskuteres igen i år, særligt den mundtlige karakter. Hvorfor forstår jeg faktisk ikke, for jeg kender engelskfagets fælles mål og ved, at min didaktik og rammen for min undervisning har skabt gode muligheder og forudsætninger for, at eleverne har kunne udtrykke sig og deltage i undervisning.

Kompetencemål - uden deltagelse bliver det svært

Standpunktskarakteren fastsættes ud fra bedømmelse af, i hvor høj grad eleven opfylder fagets kompetencemål inden for de bindende færdigheds- og vidensområder, fx at eleven kan deltage i længere, spontane samtaler og argumentere for egne synspunkter på engelsk og at eleven kan agere selvstændigt i internationale kulturmøder på baggrund af forståelse af kulturelle og samfundsmæssige forhold. Herunder vurderes i hvor høj grad eleven kan indgå i spontane samtaler om forskellige emner i et sprog, der passer til situationen og kan deltage aktivt i en uforberedt samtale. Det vurderes også i hvor høj grad eleven har viden om gambitter til emneskift og til at tage og fastholde ordet. Derfor betyder det noget om eleven har budt ind på de muligheder for at demonstrere netop de ovenstående færdigheder, der i gennem skoleåret har været tilbudt i undervisningsrummet.

Prøvekarakteren er højere

I de år jeg har haft afgangselever og dermed givet både standpunktskarakterer og prøvekarakterer, har mine standpunktskarakterer været lavere end prøvekarakteren. Diskussionen opstår ved de elever, der i undervisningen ikke har deltaget hverken spontant eller aktiv, til trods for at jeg anvender forskellige didaktiske tilgange til den mundtlige del af undervisning.

Argumentet for at jeg skal give den karakter, jeg mener, elever som disse kan opnå til en afgangsprøve, ender efter min mening med at være baseret på håb og ikke erfaring, evalueringer og observationer fra min undervisning. I prøvesituationen, hvor eleven har forberedt sig, hvor spontaniteten begrænser sig til at udtrykker sig om den viden man har om et kendt emne, og i en situation, hvor der ikke er andre fra klassen, går samtalen oftest lettere. Dermed bliver bedømmelsen af ovennævnte kompetencemål også en anden. Det virker for mig helt logisk, men den udvikling vi har fået af et mere og mere tavst klasserum. Hvad gør du, når du har elever, der ikke har givet mulighed for at bedømme deres færdigheder i at deltage spontant, aktivt i enten forberedt eller uforberedt samtale? Skal du også forsvare din bedømmelse eller baserer du din standpunktskarakter på en forventning om, hvad eleven kan til prøven?