Ser vi psykisk sygdom i 0. klasse?

Casper er en følsom dreng, der oplever verden som overvældende og skræmmende, både fordi han tager alle sanseindtryk til sig, og fordi han plages af falske sanseindtryk. Casper har nemlig hallucinationer … Han ser ild, som får ansigter til at smelte. Han hører stemmer – kendte stemmer, også sin mors, fortælle hvor dum, grim og forkert, han er. Som 13årig får Casper diagnosen paranoid skizofreni. Undertegnede kender kun Casper fra artiklen Et råb om hjælp (Folkeskolen 25.2.2021), men Casper har meget til fælles med børn, jeg har mødt personligt.

I 5. kom der en ny pige i klassen, som hverken jeg, de øvrige klassekammerater eller for den sags skyld, vores lærere lærte at kende. For Hanne, kan vi kalde pigen, sad altid bøjet over bordet med ansigtet skjult under sit lange, mørke hår. Lige nu, mens jeg skriver, tænker jeg på hende: Fik hun hjælp til at være i verden? Og lever hun mere?

Tove kender jeg bedre – ikke professionelt eller privat, men personligt. Tove blev en kendt forfatter. Hun skriver: ” siden mit tolvte år, havde jeg lidt af periodiske psykoser. Det er en tilstand af kortvarig sindssygdom, hvor personligheden falder fra hinanden som i en ellers velfungerende maskine, hvis enkelte dele pludselig løber løbsk for sig selv og nægter at samarbejde med andre.” Jeg oplever en tydelig forbindelse mellem Tove og Caspers verdener – og forstår Casper bedre ved at læse om Toves virkelighed.

Tove bringer i sin bog Ansigterne læseren ind i den psykisk syges sind, og lader os sanse, opleve og tolke verden med den syges sanseapparat. Tove har en samtale med sin psykiater, der mener, at hun er ved at være rask. ”Nej, sagde hun forskrækket og stirrede hen mod varmeapparatet under vinduet, hvorfra ingen stemmer hjalp og støttede hende. Nej, gentog hun, jeg hører stadig stemmer, og det gør man ikke, når man er rask. Og jeg forstår mig så lidt på husligt arbejde.” ”Det behøver De heller ikke, sagde han indtrængende. Det er nok, at De forstår Dem på poesi. Efter min mening har De skrevet nogle ganske glimrende digte. – De er håbløst banale, tilføjede han … Han sagde det sidste med lukkede læber og hans adamsæble rørte sig ikke.”

Tove formidler sin personlige indsigt så stærkt og insisterende, at vi som læsere begynder at forstå den skizofrenes skræmmende og forvirrende verden. TAK.

Tove endte desværre med at tage sit eget liv. Tove var Tove Ditlevsen.

Casper, Hanne og Tove blev ofte ikke set, mødt, forstået og hjulpet. Der er lys forude for Casper, Hannes skæbne kender vi ikke, og Tove er død. Men kan vi i fremtiden være med til at sørge for at sensitive børn og børn, som plages af falske sanseindtryk, får hjælp i tide? Jeg håber det! Det er jo livet om at gøre…