Senior-straf

Alt andet lige er det vel rimeligt, at pensioneringstidspunktet skubbes opad, når levealderen stiger. Og mulighed for efterløn fra det 62. år - som man lander på, når spilfægterier og forhandlinger slutter engang i efteråret - lyder ikke vildt urimeligt. For de fleste. Men det er netop ikke »de fleste«, det drejer sig om. Efterløn er ikke en luksus-rettighed, men en mulighed for at stige af ræset før tid, hvis belastningen bliver for stor. Når alt for mange fravælger et arbejdsliv, som har været en væsentlig del af deres identitet, er det, fordi arbejdspresset er blevet for voldsomt. I stedet for at diskutere, hvornår man skal gå på efterløn og pension, bør debatten handle om, hvordan der kan skabes velfærd i hverdagen. I stedet for at det, der har været et rigt lærerliv, skal slutte med en utålmodig paniknedtælling frem mod efterlønnen, bør debatten handle om, hvordan lærere kan få et mindre belastende arbejdsliv. Om hvordan seniorer kan blive i jobbet på nedsat arbejdstid. Og om hvordan efterlønnere kan få lov til at arbejde noget mere. Hvis belastningen i hverdagen falder, og arbejdsglæden kommer igen, vil langt flere vælge at blive i arbejdet helt frem til pensionen. Det vil der for alvor være noget at tjene på. Som livskvalitet for den enkelte, som kan trappe langsomt ned og give sine erfaringer videre til næste generation. Og som besparelser for samfundet.

-th