Send dampen op i den blå luft

Hurra for Bent Thøsings mod med sit indlæg i Folkeskolen nummer 5, »Fuld damp på diagnosen«.

Kald en spade for en spade: Send forældrene i parterapi, giv lærerne supervision og lad børnene i fred.

Diagnosen Damp er i mange tilfælde noget, voksne har opfundet for at holde virkeligheden på afstand. Den virkelighed, der handler om, at forældre, pædagoger, lærere, politikere, embedsmænd, sundhedsvæsen, psykologer og socialrådgivere ikke vil tage ansvaret for relationens kvalitet med børn og unge. Derfor gør vi dem til problemet i stedet for at se og mærke, at det er raske børn, der reagerer sundt på et sygt samspil med uansvarlige voksne.

Der er børn med medfødte dysfunktioner, men ikke i den målestok, der ofte tales om i medier og undersøgelser. De skal ikke »blandes sammen med« de børn, systemet af bekvemmelighedsårsager for eksempel kalder Damp-børn.

Disse raske, ofte sensitive børn er kloge børn, der ikke har adgang til deres begavelse, de reagerer, og det skal vi være taknemmelige for. De kan ikke sætte ord på, fordi de føler sig forkerte, derfor bruger de arme og ben, men jeg ved, efter mange års erfaring i den danske folkeskole, at deres indre stemme skriger over det samvær, de har med voksne, der ikke vil eller kan se dem, som de er.

Mange af de ovennævnte børn og unge har desværre allerede udviklet raffinerede overlevelsesstrategier, derfor er de svære at håndtere og nogle gange også svære at få kontakt med. Så må vi voksne gå vejen gennem os selv først for at komme dem nærmere. Det kunne som sagt være parterapi i familien og supervision som fagpersonlig praksis i skolen.

De er et bredt udsnit af danske børn og unge fra alle sociale lag, og det er et slag i ansigtet på den pæne facade i dagens Danmark. Jeg påstår, det er de voksne, der ikke kan finde roen i sig selv og derfor ikke kan skabe de rammer, børnene har brug for. Læs også mit uddybende indlæg på Folkeskolen.dk