Samfundstaber eller stræber?

Overalt hører vi, at vi unge er jordens fremtid. Vi skal redde klimaet, bære vores land fremad økonomisk og selvfølgelig klare os godt i skolen. Vi skal blive endnu klogere, dygtigere og bedre end generationen før os, men er vi en gruppe unge, der bare ikke kan klare mosten? Der, før vi overhovedet rammer gymnasiet, rammer bunden. Rammes af stress og angst.

Uafbrudt bliver vi mindet om, at arbejdsmoralen er for slap, og skoleindsatsen skal øges. At vi er generation “slacker” og er overmenneskeligt gode til at pjække fra skole. I samfundets øjne trænger vi unge til at knibe ballerne sammen og trække i arbejdstøjet. På godt gammelt dansk: Tage os sammen. Ungdommen trænger til en omgang “ligesom dengang mor og far var børn”. For dengang var skolen og de gode karakterer i centrum. Dengang fandtes der ikke mobiltelefoner og firkantede øjne. Nej, der var kun frisk luft, kreativitet og gode bøger.

Vi må få fingeren ud af vores virtuelle verden. Vi skal jo blive til noget. Livet er mere end et par likes på instagram og dyre mærker. Samfundet har pligt til at sætte krav til de unge, for hvem ønsker en generation, som flygter i panik, hver gang noget bliver krævende. Vi skal rustes til at præstere, men hvordan gør vi det, når kravene er uopnåelige, og intet er godt nok mere.

Dagligt bombarderes vi med overskrifter såsom: “Den nye curlinggeneration dropper skolen” og “Fester før uddannelse”, men der går ikke mange dage, før samme avis fylder forsiden med: “ 12-talspiger knækker på gymnasierne”. Så tag dog at beslutte jer! Klar dig dårligt og du er en samfundstaber. Klar dig godt og du er en ustabil 12-talspige og stræber, der ikke kan håndtere presset. En stræber, der døjer med en spiseforstyrrelse, lider af angst og derudover lige er ramt af en depression. Ingen grund til tvivl. Det ene er sgu ikke meget bedre end det andet. Aldrig har ungdommen været en større fest.

Men kære voksne. Sig os en gang. Hvem er det, der har formet og opdraget den ungdom, I så glædeligt kritiserer? Hvem er det, der gang på gang brokker sig over sløvhed og dovenskab blandt de unge, men samtidig skærmer deres børn for alt ondt. Hvem er det, der siger, at man blot skal gøre sit bedste, men samtidig giver deres børn penge, når de får et 12-tal? Nåh ja, det er os, der skal tage os sammen og lade være med at brokke os.