Når man udvider skoledagen for alle elever – også de yngste – bliver der ledige pædagoger. Og når folk bliver ledige, skal de som regel ud og søge nyt arbejde, hvor de kan få det. Men sådan er det ikke ganske inden for skoleområdet. Hvis der bliver flere ledige pædagoger i en skole, hvor der skal bruges flere lærere, fordi skoledagen for eleverne blive længere, og fordi man har sørget for at afskedige en masse lærere, før den længere skoledag indtræffer, så må man i gang med at vride hjernen for at skaffe arbejde til de ledige pædagoger. Om det så bliver som undervisere i skolen.
Egentlig er det umuligt. For der foreligger ikke alene fornuftsmæssige grunde til, at undervisningen i skolen bliver bedre og mest effektivt udført, når den forestås af et læreruddannet personale. Man har sågar evidens for, at undervisningen bliver allerbedst, når lærerne har linjefag i de fag, de underviser i. Og når skolelederne skal vurdere lærernes undervisningskompetencer, spiller det derfor en stor rolle, at lærerne er linjefaguddannede i de fag, de skal undervise i. Dette sidste er lige ved at være lidt for meget af det gode. Man må vel gå ud fra, at lærestuderende, der har fulgt al uddannelse på en læreruddannelse, selvfølgelig er kompetente til at undervise i de fag, læreruddannelsen har uddannet de studerende i. Men altså nu er kravet til underviserne blevet skærpet i retning af en linjefaguddannelse. Og hvis man ser sig godt for, så skal det jo nok vise sig, at man kan støve en eller anden undersøgelse frem, der viser, at resultaterne i folkeskolen bliver bedre, hvis lærerne er linjefaguddannede.
Men nu er pædagogerne så gået krig for varetagelse af deres interesser. Pædagogernes fagforening, Bupl, har overtalt rådgivningsfirmaet, Rambøll, til at lave en undersøgelse, der viser det stik modsatte af ovennævnte undersøgelser. Rambøll har på pædagogernes vegne leveret et bevis, evidens, eller hvad man vil kalde sådan noget, for at de elever, der i indskolingsperioden blev undervist af netop en pædagog, opnåede et lidt højere gennemsnitskarakterniveau end de børn, der blev undervist af en læreruddannet, herunder selvfølgelig også af en linjefaguddannet. Og undersøgelsen skelner ikke mellem pædagoger, der selv forestod undervisningen eller pædagoger, der var sammen med en undervisende lærer, hvorimod undersøgelsen ikke omfatter resultatet, hvor der er to lærere, der har undervist klasserne. Det er jo alene pædagogernes interesser, der skal varetages.
Der foreligger altså undersøgelser, der mildt sagt peger i hver sin retning. Læreruddannede som de bedste undervisere, støttes i det mindste af en almindelig fornufts logik i en sådan grad, at man har krævet linjefaguddannelse af læreren. Og så pædagogerne, der har et så glubende behov for at få foden indenfor på folkeskolens undervisningsområde, at de har kunnet overtale det rådgivende ingeniørfirma Rambøll til at levere, hvad netop Bupl har brug for: Børn, der i indskolingen er blevet undervist af pædagoger ene eller sammen med en lærer, får bedre karakterer en børn, der ”kun” er blevet undervist af én eller måske af to lærere. Og efter skolens afslutning er 93,5 procent af de elever, der er blevet undervist af pædagoger i gang med en ungdomsuddannelde, medens kun 91,9 procent af de elever, der blev undervist af en lærer, er i gang med en ungdomsuddannelse. En forskel så minimal, at årsagen kan skyldes alle mulige andre faktorer end, om undervisningen har været forestået af en lærer, en lærer og en pædagog eller en pædagog alene. Klassens størrelse, støjniveauet i klassen, graden af opblandinger af de forskelligste elevkategorier, antallet af tilførte psykiske patienter, det boglige begavelsesniveau blandt eleverne. Alt det bliver ikke inddraget i undersøgelsen som relevante parametre og derfor ikke refereret i dagspressen. Læserne, befolkningen, får kun at vide, at pædagogerne er bedre til at hæve uddannelsesniveauet, end lærerne er. Kun det, at de børn, der undervises af pædagoger bliver dygtigere end de børn, der bliver undervist af lærere, får befolkningen at vide. Det er altså pædagogerne, der af Rambøll bliver skubbet frem foran de læreruddannede. For det er pædagogerne, der har bestilt undersøgelsen, og så er det pædagogerne, der skal tilgodeses. Og så har Rambøll altså gjort, hvad Rambøll er blevet bedt om.
Sådan fungerer forskningen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.