Breaking News: En 64 årig, hvid mand har mejet flere hundrede glade koncertdeltagere ned i Las Vegas. Flere end 50 af dem er dræbt. Det satte jeg mig til at læse om på nettet, fordi jeg ikke kunne holde ud at se TV med alle de "levende billeder", som folk havde fundet det opportunt at optage med deres mobiler.
Midt i artiklen dukkede der en besked op: "Hvis jeg er ked af noget, fortæller jeg det, når vi laver mad". Det viste sig at være en reklame, der var signeret "Retnemt. Måltidskassen". Hvor er det taktløst! Jeg kunne ikke komme i gang med læsningen igen.
Forleden, da jeg havde behov for at skrive et læserbrev i anledning af Inger Støjbergs virale omgang med Kurt Westergaards tegning, ville jeg lige have noget verificeret, så jeg skrev "Inger Støjberg, Mohammedtegning" i søgefeltet hos Bing. "Kanontilbud. Lækker flæskesteg med sprød svær," tonede frem. Det var en reklame fra Superbrugsen. Det mentale crash fik mig til at droppe mit søgning. Men det gav mig dog ideen til at omformulere "granat i turban" til "knald i låget".
For lidt længere tid siden skulle jeg ringe til min ven, Ibrahim. Jeg slog ham op på Krak, fik hans nummer, men også¨"Giv en ged til Ibrahim". Først troede jeg, at racismen havde holdt sit indtog, men fandt så ud af , at det var en integreret reklame fra Folkekirkens Nødhjælp. Men jeg fik ikke ringet til Ibrahim den dag.
Alle disse eksempler får mig til at ærgre mig over, at regeringen, undervisningsministeriet og KL satser så ensidigt på indkøb af digitale undervisningsmidler, fordi de nok er gode til søgning, men uegnede til fordybelse. Der er så meget flimmer, der kan aflede.
Det får mig til at huske på et råb fra en seks-årig pige, da vores lille hund havde fået i opdrag at bedække hendes. Men begge hundene var mere interesserede i at lege med en fin bold. "Så fokusér dog!" skreg hun efter dem.
Så fokusér dog
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.