Rundspørge i illusionens tjeneste

Det skulle være ganske vist. 90 procent - altså faktisk alle - af folkeskolens lærere har i en rundspørge erklæret sig godt tilfreds med lærerjobbet og skulle dermed have placeret besværlighederne med udelthedsscenariet i petitesseområdet. Imidlertid har man ikke ved fortolkningen af rundspørgeresultaterne taget højde for det gamle ord om, at hvis man ikke får den, man elsker, så må man elske den, man får. For man må vel antage, at der virkelig skal meget til, før en lærer, der stadig er i job, er parat til at erklære, at han enten ikke bryder sig om jobbet eller ikke magter det under de givne forhold. Kun enkelte har haft modet til at afgive den slags erklæringer i Folkeskolens spalter. Man står vel nødigt frem i en ydmygende positur, før alt er gået uopretteligt galt. I stedet for kan det tænkes, at mange foretrækker at sublimere indestængt modløshed over for arbejdsforhold og fortrædeligheder med udelthedens pædagogiske morads til en fagligt og professionelt mere acceptabel utilfredshedsytring med nogle ydre objektive forhold såsom bygningsmæssigt forsømte lokaliteter, bureaukratisk arbejdspres med møder og skrivearbejde med mere. Og med en sådan nødventil til at linde på et for højt damptryker er det altså lykkedes at få 90 procent af folkeskolens lærere til at erklære sig tilfredse, ja, oven i købet overvældende glade for det undervisningsarbejde, som kun få bryder sig om at uddanne sig til, og som ikke så få foretrækker at forlade efter kort tid. Men altså, hvis man vil opretholde illusionen om den udelte skoles fortræffeligheder, så er det vel naturligt og også nødvendigt, at man undlader at analysere motiverne til rundspørgesvarene og bare tager dem for pålydende.