Rundkredspædagogik­­kens spøgelse

Som rettroende socialdemokrat kan Lotte Bundsgaard nok næppe udtale sig anderledes, end hun gør i Folkeskolen nummer 42. Det er jo god demokratisk praksis, at partiprogrammet altid går forud for sagen. Det må formodes, at Bundsgaard fra sin tid som lærer erindrer, at den fagindlærende givtige lærerstyrede klasseundervisning ikke alene latterliggjordes, men kraftigt modvirkedes af folkeskole­­loven. Hvorimod de tværfaglige gruppearbejders opløsende tilfældiggørelser af den faglige indlæring blev suppleret af et umådeholdende henfald til en aldeles virkningsløs dyrkelse af den personlige udvikling. Altsammen et forsøg på i folkeskolen at vedligeholde de marxistisk styrede 68eres studenteroptøjers lyst til at ødelægge universitetsuddannelserne. Det er hele denne udvikling, statsministeren i sin åbningstale bekvemt sammenfattede i begrebet rundkredspædagogik. Men det forstår Anders Bondo Christensen selvfølgelig ikke et ord af, hvorfor han gud bedre det har inviteret statsministeren ud på skoler for at se, om han der kan finde en rundkreds. En invitation, som statsministeren forhåbentligt i sagens interesse afstår fra at modtage. Og Lotte Bundsgaard kender skam skoler, hvor lærerne knokler for at udfordre de dygtige og sikre de svage. Men det er jo netop det fortviv­lede ved det. Folkeskolen er indrettet således, at både udfordringen af de stærke og sikringen af de svage modvirkes af, hvad man kalder den bedste fokeskolelov nogen sinde. Og derfor må lærerne knokle som gale og for det meste forgæves. Skulle man endelig kritisere statsministeren, skulle det være, fordi også han aldeles freder den folkeskolelov, der holder liv i rundkredspædagogikkens lede spøgelse.