Rummeligheden hærger ...

Rummelighed er blevet et misbrugt mantra. Det er nemlig ikke velset at sætte spørgsmålstegn ved rummelighedsevangeliet.

Det er vel nærmest kun »onde« mennesker, der vil forhindre lille Søren i at få en almindelig skolegang, bare fordi han har en smule autisme, Damp eller et andet »lille« problem?

Med den tilgang undgår vi også at diskutere, om det overhovedet er godt for Søren at være i en normalklasse om det er godt for de andre elever i klassen og godt for undervisningsmiljøet generelt.

Det er nemlig godt for kommunekassen og da vi jo har et skattestop, så er den diskussion ikke længere.

Kommuner udsender stakkevis af forkromede kommunale rummelighedsmanifester fyldt med hurraord om »inklusion og kompetenceudvikling«. Skolen skal tilpasse sig børnene og lærerne skal holde op med at finde svagheder og fejl ved eleverne og i stedet ændre egen praksis og så ellers gå i gang med noget mere undervisningsdifferentiering. Det er essensen i det stadig gentagne rummelighedsbudskab.

Samtidig stiger klassekvotienterne, og der skæres på specialundervisning, normalundervisning og efteruddannelse. Det medfører reelt mindre rum, plads, tid og overskud i klasserne. Med krav om mere specialundervisning til følge og lærere, som får stress og går ned med langtidssygemeldinger som også er dyrt.

Hvor er sammenhængen? Det er skruen uden ende. Hvad kan der gøres, og hvor skal vi begynde?

Skolepsykolog Per Kjeldsen forsøger i Folkeskolen nummer 38 at nuancere rummeligheds-diskussionen og præciserer, at »skolelederne og psykologerne skal analysere klassen, inden de placerer et belastet barn. De skal vurdere, om klassen kan klare det, og ellers skal de finde en anden løsning«.

Det er helt rigtigt lad os hjælpe skolelederne og psykologerne med at begynde dér.