Roman om uhellige alliancer i dansk uddannelsespolitik

Der ligger en opgave for en skribent med fantasi og fornemmelse for magtens sus. Der ligger en roman, der bør skrives.

Undervisere i Danmark, der svigtes af ledende kræfter, som løber efter tidens paroler og ikke vil eller tør tage bladet fra munden og sige lige ud, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem en ansvarlig pædagogik og økonomi. Uhellige alliancer mellem mennesker, som går ind for konkurrencestaten - og forskerne, som kritikløst bruger metoder, så konkurrencestatsskolen kan realiseres. Men der er ingen overbevisende forskning for den nye læringsskole og dens teknisk standardiserede metoder - hverken som effektiv konkurrencestatsgevinst eller som uddannelse til et godt (samfunds-) liv.

Kritisk analyserende forskning peger på, at hvis børn, unge og voksne skal klare sig både som mennesker i livet som sådan og i den globale konkurrence, skal evidens, og målingsdiskursen omlægges, og man skal lægge uddannelsespolitikken til rette på noget andet og mere gennemtænkt end den nye konkurrencestatsskole. Den kritisk analyserende forskningsfløj har overbevisende argumenter for en pædagogik og undervisning, der går lodret imod læringstankegangens mekaniske input output-tankegang, hvor menneskers læring måles som var de dyr, der skulle opdrættes.

Jeg vil ikke mere praktisere i den skole, jeg med forstand, sind og hele eksistens finder på afgrundens rand. Jeg har en simpel trang til at fortælle, måske en pligt. Jeg ved noget, jeg har erfaret noget. Jeg vil give det videre, før det er for sent.

Hvem er jeg? Faglig dygtighed som mit personlige kendemærke, den flinke pige i folkeskolen, dygtig i gymnasiet, fine karakterer, seminarietiden med selvstændigt, dybdegående arbejde, en lykkelig tid. Religionslæreren, vi kunne ikke slippe ham eller vore spørgsmål til ham, måske var det midt i Frederiksbergs spirende caféliv, jeg for alvor fattede troens betydning, jeg glemte aldrig min lærer.

Tilværelsens op-og nedture spejlet og gennemlevet i kunsten, kærligheden, venskabet og uvenskabet, liv, død - dannelsen af mig som menneske, som lærer. Næringen var ikke fagenes målbare facts, ikke mine læreres metoder, ikke truslen om at dumpe, ikke det ydre, næringen var kærligheden til fagene og tilværelsen.

Det vigtigste i min undervisning var ikke fagmål og læring, jeg kan undervise, men ikke garantere at nogen lærer noget, det er selve grundpræmissen. Taknemmeligheden i mine elevers øjne over deres gode karakterer. De kunne takke sig selv. Det var dem, der tillidsfuldt lod sig undervise. Det er sådan, det er, jeg skaber faglighed af tilværelsestråde og tillid, og undervisningstæppet bliver til i nærværhed. Monika, Mohammed, Vita og Britt, mit hjerte slår et ekstra slag, når jeg tænker på de mange, der har siddet i klasserummet, jeg stod foran dem, vi mødtes. Jeg havde ansvaret og skulle forvalte min faglige autoritet med omhu. Ville de i tillid til, at jeg respekterede dem, som de var, åbne sig? Hvis ja, blev det et under af tid med dem. Tænk, de ville, hvilken glæde. De ville tænke, spørgende undervises, stå ved egen hjælp, selv fortælle.