Her kort inde i skoleåret har jeg været på en af mine rundture i en region med litteraturforedrag for elever, og det har som vanligt været opløftende at stå overfor udslåede ører, slugende øjne og overraskende spørgsmål.
Mere blandet har ankomsten til skolerne været: Jeg har besøgt en håndfuld folkeskoler og en håndfuld friskoler. Og der er ikke noget der slører billedet af en markant skillelinje: På folkeskolerne kommer man ind i et stort, møbleret rum uden mennesker; det bærer stadig betegnelsen LÆRERVÆRELSET. På friskolerne baner man sig vej ind i et trangt rum, hver der er et leben af mange mennesker, som snakker sammen.
På folkeskolerne sidder lærerne rundt om i deres små, individuelle forberedelsesbobler - og har fået tid til videndeling hver anden torsdag fra 15-16.
På friskolerne foregår der videndeling i alle pauser, og som en af lærerne sagde til mig: "Det er det, jeg ikke ved, jeg har brug for at vide, der er det vigtigste. Det vokser man af!" Og det kommer sjældent på en planlagt dagsorden, hvor man som oftest kan få det at vide, som andre synes, man har brug for.
Derfor bør Helle Heins forskning nå frem til alle rammesætteres ører: Den nuværende styringsiver, hvor man i bedste NPM-stil anskuer medarbejderne som styrbare enkeltindivider, overser de mange synergieffekter, som de levende mødesteder har at byde på.
Den udvikling, der er ved at vokse fast i folkeskolen, kan vise sig at være ødelæggende, så lyt til Helle Hein inden det er for sent, kære ledere og politikere. Eller drop jeres tilskud til friskolerne, hvis I virkelig tror, at livsglæde er skadelig for pædagogikken.
Rigide rammer - tomme mødepladser
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.