Ridderslaget mod taberfænomenet

Der findes virkelig megen ridderlighed i kampen for de svage og dermed også for de potentielle tabere. På denne slagmark slås de kridhvide imod de begsorte. Og dog. Hvad er egentlig en taber? Og hvordan kender man sådan en? De fleste ved, at aldrig føler man sig mere dum, end når der er en klog til stede. Og aldrig har den danske folkeskole produceret flere tabere, end dengang man tillod de godt begavede en faglig undervisning, der svarede til deres begavelse. Taberfænomenet er jo et relativt fænomen. Når lektor Per Fibæk Laursen derfor sikkert har megen ret i sin konstatering fremsat i Folkeskolen nummer 15 af, at folkeskolens største problem i dag er, at den producerer tabere, betyder det blot, at folkeskolens lærere, trods hjernevask med ætsende F2000-lud, endnu ikke har kunnet få sig til at kaste sig helhjertet ud i den ideologisk bestemte foragt for den faglige videnstilegnelse, der jo er en forudsætning for, at den lighedsideologiske udelthed kan få held til at tryne velbegavetheden og dermed afskaffe taberfænomenet. Med en særegen logik hævder Fibæk Laursen, at vort klasseudjævnede samfund ikke mere har brug for de ufaglærte, som han mener engang udgjorde taberkasten. Og derfor må taberfænomenet afskaffes. Dette gør skolen i dag ved at tryne vinderne ned på taberniveau. Og Fibæk supplerer med den mageløse mastery learning, der handler om aldrig at gå et skridt videre, før den sidste er fulgt med. Der er mange snedige måder at sænke vort uddannelsesniveau på. For vi må huske, at den sidste taber først er væk, når den sidste vinder er ombragt.

Vagn Madsen

Brønderslev