Resolution i splid med sig selv

Folkeskolens rummelighed, som den er fastslået i en kongresresolution, er formidabel forstået som den bredest mulige sammenhob­ning af de størst tænkeligt fra hinanden afvigende elevtyper i samme klasserum til noget, ingen kan forvente befordrer nogen form for seriøs undervisning. Så ingen skal bryde sig om at komme med påstande om manglende rummelighed i normalklasserne, maner resolutionen. Sådanne udokumenterede påstande gider vi nemlig ikke debattere. Basta. Et sådant forbud mod debat harmonerer ellers ilde med fortsættelsen. Her siges det nemlig, at nedskæringer på specialundervisningen og krav om større rummelighed og om større faglighed ikke hænger sammen, hvilket vel vil sige, at den deling af folkeskolen, som specialundervisningen er udtryk for, anerkendes som en forudsætning for sand og sund rummelighed. Endvidere siges det, at den sygelige oppustning af rummeligheden, der opstår med specialundervisningens bort­fald, er en hæmsko for fagligheden. Rummelighed er altså godt, hvis bare der foreligger så meget delt skole, at de svage, som Anders Bondo sine steder nedladende kalder for »de dårlige«, kan hjælpes med specialundervisning. Og slutteligt kan man altså konkludere, at kun i den virkelig delte folkeskole er rummeligheden uden de kendte, negativt kaotiske bivirkninger, hvilket en kongres, der er håndfæstet til lighedens ensgørende udelthed, selvfølgelig ikke vil vide af. Så er det ulige lettere at afskære al debat, som formanden ellers andet sted i Folkeskolen nummer 41 stærkt opfordrer til, om rummeligheden som udokumenteret. Og således ender resolutionen i noget værre rod. Men måske blev den færdigredigeret og vedtaget lige før frokost.