Ren pædagogik - kommentar til interview med Jens Rasmussen.

”Eftersom mit navn er nævnt i opsætningen af interviewet med Jens Rasmussen i Folkeskolen nr. 19, bliver jeg desværre nødt til at kommentere det (selvom jeg tidligere har kommenteret en stor del af hans arbejde, se links i bunden)

A. Om Rasmussens afvikling af pædagogik og dannelse

1. Jens Rasmussen mener, at skolen ”selvfølgelig skal udstyre eleverne med både almen dannelse og demokratisk sindelag og faglig viden og kompetence”. Men Rasmussen har de seneste 15 år systematisk arbejdet for at glemme, nedtone og afvikle dannelses- og holdningselementer fra læreruddannelsen. Han vil af med filosofien i læreruddannelsen, fordi den ikke bidrager til placeringen på pisaranglisten; et synspunkt, som larmer over det hele, og senest er blevet refereret at Camilla Wang og Per Christensen i en kommentar i Politiken

Begreber som ”dannelse, demokrati og folkestyre” er også helt ude af systematikken i f.eks. de to sidste reformer af læreruddannelsen, som Rasmussen har været en intellektuel primus motor bag. Rasmussen mener også, i en formulering han har fra sit store idol, Niklas Luhmann, at ”dannelse” mest er noget, der får den pædagogiske kommunikation til at glide. Dannelse er altså, i Rasmussens univers, slet ikke noget i sig selv. Men nu skal skolen ”selvfølgelig” udstyre eleverne med det, som Rasmussen altså aldrig har interesseret sig for, og som han egentlig helst vil af med, og som, han ikke rigtig mener, eksisterer overhovedet (det er en stor fejltagelse, som Luhmann gør, men det er en anden sag. Dannelse er tværtimod i os og i verden).

2. Rasmussen siger, at det er ved at være slut med ”pædagogisk tænkning” og med ”almenpædagogerne” til fordel for ”uddannelsesforskning” (”almenpædagogik” er kodeord for ”pædagogisk filosofi”). Men hov! er det ikke ”den pædagogiske tænkning og det almenpædagogiske”, der er garant for et dannelseselement i vores uddannelser? Men nu er det altså slut med den? Slut med filosofi? Og alligevel er dannelse noget, som eleverne ”selvfølgelig” skal have? Det hænger ikke sammen.

3. Summa Summarum. Rasmussen vil i hele sin grundargumentation af med dannelse, samtidig med at han med ulidelig lethed i simple one-liners påstår, at han vil have den. Gid det blot var en modsigelse, men horisonten for hele hans argumentation og virke peger i retning af dannelsens afvikling. Dermed afvikler Rasmussen pædagogikken i Danmark, og så kan samfundet ikke genskabe sine værdifulde vaner.

B. Rasmussen vil have undervisningseksperter, som bygger på smal forskning, hvis kriterier hentes fra pisaranglister og en ligeså smal opfattelse af globalisering:

1. Lærerne skal være ”eksperter i formidling og undervisning”, så de ”faktisk kan omsætte og praktisere det, som forskningen peger på virker”, skriver Rasmussen i en karakteristisk formulering. Dermed sætter han ord på den anti-pædagogiske og anti-filosofiske lærer, som er ligeglad med almendannelse, og som blindt underlægger sig forskningens og det politiske systems krav; krav som efter Rasmussens mening skal være tredelte målsystemer i alle fag på alle klassetrin, suppleret med det såkaldte ”accountability”-regime, hvorefter læreren skal stå til nidkært regnskab for administrative detaljer i stedet for den faglige og politiske helhed; i stedet for et ”responsibility”-regime (en skelnen jeg har fra Gerd Biesta, en fremtrædende tænker inden for aktuel uddannelsesvidenskab). Rasmussen mener, at en sådan mekaniklærer vil få højere status i befolkningen, men det vil han ikke, fordi han slet ikke vil være en lærer. Så siger Rasmussen endda, at hans undervisningseksperter slet ikke vil lave ”kogebogsundervisning”. Nej -får vi at vide - de vil ligefrem få forbedret deres dømmekraft, som går ud på… ja på hvad? På at ”at vurdere, hvordan de kan bruge den generelle viden (de evidensbaserede metoder, TAR) i deres egen konkrete kontekst, med de elever de aktuelt har”. Men det er jo lige netop, hvad kogebogsundervisning er! Hele målsætningsområdet, hele det normative og holdningsmæssige felt, og hele den videnskabelige, didaktiske, intellektuelle og historiske horisont er afløst af en puritansk og anoreksisk evidensbaseret metode, der så kan varieres lidt efter klassetrin etc.

2. Den forskning, som Rasmussen gerne ser fremmet, er en forskning, der for det første aldrig kommer i nærheden af dannelse og pædagogik. Det er nemlig en forskning, der skal evidensbasere afsondrede og rejselystne metoder, og som ikke har noget med skole- og fagkultur, altså med didaktik, at gøre. Virkelig didaktik har nemlig noget at gøre med skoler, dannelse, fag, læring, kultur – altså ægte pædagogiske ord. Og Rasmussens forskning har, for det andet, heller ikke noget med ordentlig videnskab at gøre. Den interesserer sig kun for, hvilke metoder der virker for at nå et på forhånd administrativt defineret ranglistemål, men den evidensbaserede forskning har ikke til formål at komme til en forståelse af de processer, der omringer og er inden i vores pædagogiske vekselvirkninger. Rasmussens forskning er virkelighedsblind kan man sige. Og en videnskab der er virkelighedsblind… er det en videnskab? Nej, det er det ikke. Det er bare en fiks ide, og den bør lærerne ikke lytte til, når den antager en så monopoliserende form.

3. Og hvad er kriteriet for, om en metode virker? Det er, om metoden bidrager til, at eleven klarer sig bedre i pisatesten. Og hvorfor skal man klare sig godt der? Jo det skal man, sådan lyder det i den systemteoretiske selvforståelse, for, at vi kan sikre vores pension i 2090, og for at Novo kan få et kriterium, hvorudfra de kan placerer deres arbejdspladser. Sådan nogle ting skriver Rasmussens penneven Lars Qvortrup. Nationernes konkurrence med andre ord. Rasmussen løber da også fra Singapore til Canada, altså til Pisahøjdespringerne, sammen med de andre fra evidensregimet, som er skudt ud af 90’ernes opgør med reformpædagogikken. Men ”konkurrencestat” vil han ikke høre tale om? Det er ikke seriøst.

Og hvad er læring? Ja, det er så elevens evne til at klare sig godt i den ene eller den anden test, til at "kompleksitetsreducere" som det hedder, til at ”læse skrive og regne”, som det hedder i interviewet. Men hvad med historie, videnskab, kunst og lidt liv i almindelighed? Hvad med alle de ordentlige læringsteorier, som vil betone elevens omgang med kultur og materie og hendes opvakthed overfor fælles politiske og økonomiske problemstillinger? Ja, den slags abonnerer Rasmussen ikke på. Den er gal med Rasmussens læringsteori. Helt gal.

Rasmussens sidste bemærkninger om at være despot og patriarkalsk eller demokrat er, jeg er ked af at sige det, så ubehjælpsomme, at man faktisk ikke engang kan kritisere det. Forholdet mellem pædagogik og politik står centralt i den pædagogiske teori i hele vores tradition, og det er sørgeligt at se, med hvilken ligegyldighed det behandles her. Men ok, Rasmussen kan jo heller ikke lide normativ teori og filosofi. Det er nok en forkert ”evidens”?

4. Rasmussens system, det rene system som jeg kalder det, ser altså sådan her ud, hvis vi går fra det mest globale til det mest lokale:

Tiltrækning af multinationale selskaber i nationernes konkurrence – ranglisteplacering – forskning, der producerer evidens for metoder, der giver gode ranglisteplaceringer - professionshøjskoler, som fortæller om disse evidensbaserede metoder - og lærere som anvender dem

Dermed forsvinder følgende ud af systematikken:

Verdensborgerskab/international vekselvirkning – kritik, oplysning, politik –pædagogiske videnskab, der producerer viden om virkeligheden – seminarier og højskoletradition – didaktik og undervisning – læring, dannelse og æstetik.

Ind imellem bruger det rene system også ord som dannelse og demokrati, men man undgår det helst, og ordene tolkes altid ind i det rene systems hierarki.

Filosoffen Peter Kemp skrev en gang, at Rasmussen var en ”ekstremistisk forsker, som undergraver folkeskolen”. Det er på en måde rigtigt og på en anden måde ikke. Det er forkert på den måde, at Rasmussen ikke er normativt ekstremistisk. Han er ikke højre- eller venstre ekstremist. Men det er rigtig på en mere foruroligende måde. Rasmussen er nemlig metodisk ekstremist. Alt gøres til funktioner og metoder, og alt normativt og essentielt skrives ud af den pædagogiske ligning.

Rasmussen mener, at man bør gå fra ”humanisme” (en pædagogisk syntese), til ”normativ antihumanisme” (f.eks. samtidsdiagnosen og dele af postmodernismen) og til ”metodisk antihumanisme” (luhmannismen), som det ætsende hedder i en af hans bøger; en proces jeg også har beskrevet i bogen Uren Pædagogik. Og metodisk antihumanisme kan måske gå i Ringsted Kommunes tekniske forvaltning, men den er ikke det stof, som et nationalt skolesystem er lavet af.

Referencer: https://folkeskolen.wp.stage.combell.peytz.dk/518048/uddannelsesforskning-kan-goere-skolen-bedre

https://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1629678/ekstremistiske-forskere-undergraver-folkeskolen/

https://folkeskolen.dk/513177/kemp-rasmussen-og-qvortrup-i-politiken

https://folkeskolen.dk/508112/fra-singapore-over-norden-til-canada---om-forvirringens-aarsag

https://folkeskolen.dk/505752/metodefrihedtvang

https://folkeskolen.dk/509294/afviklingen-af-den-nordiske-skole

https://www.phmetropol.dk/Om+Metropol/Nyheder+og+Presse/Nyheder/2012/10/Riv+murene+ned

Biesta, Gert (2011). ”God uddannelse i målingens tidsalder”, Århus: Klim.

Rasmussen, J. (1996). Socialisering og læring i det refleksivt moderne, København: Unge Pædagoger

Rømer, Thomas Aastrup (2011). ”Dansk pædagogik i fald og bund”, i Rømer, Tanggaard og Brinkmann: Uren Pædagogik, Århus: Klim.