Så har analyseredaktør Poul Aarøe Pedersen på Politiken igen været ude efter kristendomskundskab i folkeskolen.
https://politiken.dk/debat/profiler/poulaaroee/ECE2403511/kristendomskundskab-skal-ud-af-skolen/
Manden kan ikke holde faget ud. Og hvis nu faget var et bibellæsningsfag, som han åbenlyst tror, så var det også et problem - Men det er det ikke!
Han har sagt det før..
I 2011 skrev selv samme analyseredaktør sit første vrede angreb på faget, som han konsekvent kaldte kristendom (i stedet for kristendomskundskab). Han kaldte indholdet for ”pjat og pjank” og ”ren fantasi”. Det var useriøst og på ingen måde sagligt. Poul Aarøe Pedersen anede tydeligvis intet om fagets indhold. Jeg skrev dengang et modsvar i avisen. Det har han nok ikke læst, eller måske ikke forstået.I hvert fald mener han fortsat det samme og han tror stadig, at faget først og fremmest består af bibellæsning og at mange af de danske lærere, der underviser i faget er inkompetente. Han har dog lært, at faget hedder kristendomskundskab, men han synes fortsat, at det fagligt set er ligegyldigt i forhold til fag som biolog, geografi og fysik/kemi.
Nyt navn til faget? Ja tak! Ud med faget? Nej tak!
Poul Aarøe Pedersen mener, at faget bør skifte navn. Det er jeg enig i. Det har Religionslærerforeningen kæmpet for i årevis.Han pointere også, at der fra 1.-6. klasse ikke er et kompetenceområde om ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser og det får ham til at foreslå, at faget helt afskaffes fra 1.-6. klasse.Jeg er meget enig i, at benævnte kompetenceområde mangler fra 1.-6. klasse. Det er beklageligt, at politikerne ikke har taget det på sig at gøre faget multireligiøst fra start til slut i skoleforløbet. Men når det er sagt, så ville det alligevel være en dybt problematisk at fjerne faget fra elevernes skemaer fra 1.-6. klasse, for faget er vigtigt og beskæftiger sig med et område, der er væsentligt i den dannelse af livsduelige mennesker, som skolen skal være med til at skabe.
Faget er helt nødvendigt
Den danske folkeskole funderer sig inden for rammerne af det repræsentative demokrati og driver i forlængelse heraf en konfessionsløs undervisning. Undervisningen i kristendomskundskab tager derfor ikke udgangspunkt i elevernes personlige trosforhold eller i forkyndelsen af en særlig religion, men derimod i grundlæggende eksistensvilkår i livet. Det handler om måder at forstå, erkende og leve livet på. Og det er der måske mere brug for end nogensinde før, nu hvor det meste i skolen skal kunne vejes og måles.Derudover fylder religiøse og etiske spørgsmål og religiøse konflikter meget i det verdensbillede eleverne møder i medierne i dag. Derfor er det helt nødvendigt at kende til religion og udvikle en forståelse for, og et kritisk blik på, de religiøse og etiske problematikker, som de møder.Kristendomskundskab (som burde hedde religion) er et moderne og sagligt religionsfag og intet i fagets formål eller de nye Fælles mål for faget kan betegnes som ligegyldigt - tværtimod. Fagets indhold giver eleverne mulighed for at kunne gennemskue, forholde sig og handle i forhold til religion og religions rolle i det enkelte menneskes liv, i dansk kultur og samfund, og i verden. Et sådant fagligt indhold bør alle elever i folkeskolen være en del af.
Religionsfaget er et vigtigt fag
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.