Relæfejl i den pædagogiske bevidsthed

Pisa-undersøgelsen får det til at sortne for mange. I Folkeskolen nummer 6 siger evalueringsprofessor Peter Dahler-Larsen noget fornuftigt om brug og misbrug af evaluering og test. Men så slår det klik for ham. Uden nogen form for argumentation fremsætter han følgende stærke synspunkt: »Den grundtvigske tradition er skadelig for skolen, og vi må gøre op med den. Jo hurtigere og grundigere skolen kan revidere sit forhold til den arv, des bedre og des mere kan man styrke skolens status. Det er meget bedre at være elite end at være folkelig (...), og mine børn har ikke brug for, at det, de lærer, skal gennem et særligt dansk filter. De har brug for at lære nogle ting. Lære at tænke og reflektere«. Han siger videre: »Det er dem, der kan håndtere data og viden, der har høj status«.

Det er ganske enkelt umuligt at jage Grundtvig ud af den danske skoleport. Det er ren Sisyfos-arbejde at gøre forsøget. Grundtvig gennemsyrer dansk kultur, menneskesyn og samfundsliv i forhold til politik, skole og kirke. Grundtvigs virke er en uadskillelig del af vores selvopfattelse. Vi kan ikke udrede, hvor det »grundtvigske« begynder, og hvor »det danske« holder op. Mange Grundtvig-synspunkter må naturligvis tages med et gran salt, idet de er fremsat i en bestemt historisk situation og ofte som agitation i en kampsituation. Det, Grundtvig udtrykte for mere end 150 år siden, kan ikke bare uantastet gentages i dag. Så bliver de grundtvigske kerneord til rene pædagogiske hurra-ord. Historie, modersmål, fortælling, sang, danskhed og alle de andre grundtvigske ord må bestandig udfoldes på ny, sprogliggøres på ny og begrundes på ny ud fra en pædagogisk og didaktisk tænkning. For Grundtvig er åndsfriheden en forudsætning for et levende folkeligt fællesskab, og den værste forhindring for åndsfriheden er det akademiske åndshovmod, overtroen på logikken og den positivistiske videnskab samt tyrkertroen på den såkaldt forskningsbaserede viden om undervisning, som Dahler-Larsen er talsmand for. Faglighed må opfattes bredt og rumme både viden, færdighed og holdning. Viden er kendskab til begreber, lovmæssigheder og evnen til at kunne foretage analyser og vurderinger. Færdighed er at kunne gøre noget, hvad enten det er mentalt eller motorisk. Holdninger er at lade sit arbejde lede af en bestemt faglig etik og af nogle almene værdier. Et moderne dannelsesbegreb forholder sig til problemstillingen på den måde, at der ud over en indsigt i et vidensområde også må forlanges, at man har etableret et kriterium for anvendelsen af denne viden, og at man har accepteret et ansvar for, hvordan, hvornår og til hvad man vil anvende denne viden.

Professoren siger, at vi med inspirationen fra Grundtvig er landet i »en tradition, man ikke kender i andre lande, hvor det handler om rationalisme, eksperimenter, data, empiri, evidens, teori, universalisering og almene love«. Mere åndløst kan det vist ikke siges. Det vil være en relæfejl i den pædagogiske bevidsthed, hvis vi forlader den særlige danske tradition, for at pædagogikken kan blive som i de lande, vi plejer at sammenligne os med. Vi skal ikke have finske skoletilstande i Danmark.

Forkortet af redaktionen