Reformprojekt overser dialog, dannelsesdiskussion og det enkelte barn

Er dialog igennem medierne konstruktivt?

Med den nye reform af folkeskolen lægger regeringen op til en gennemgribende ændring af den måde, vi driver skole på i dag – en forandring, der naturligt vil have konsekvenser for alle de involverede aktører; lærere, pædagoger, ledere, forældre og ikke mindst for eleverne. Som lærer er det dybt urovækkende, at beslutningstagerne omkring folkeskolen på ingen måde inviterer til dialog med de professioner, der dagligt er i kontakt med de børn og unge mennesker, det hele handler om, hvilket efterlader os uden andet valg end at argumentere via medierne. Vi kan vel ikke være uenige om, at vi vil have verdens bedste folkeskole. Spørgsmålet er bare, hvilke præmisser der bør laves skolereform under? Derfor dette læserbrev:

Menneskesyn og dannelse: Handlekompetence eller industriel produktion?

Kære Børne- og Undervisningsminister,

Inden vi overhovedet taler om indholdet af skolereformen, mener vi, en vigtigt faktor allerede er glemt: Vi har på intet tidspunkt diskuteret hverken menneske- eller dannelsessyn, og det er først og fremmest hér, vores bekymring ligger begravet. I Folkeskolens formålsparagraf fra 2006 peges der på, at folkeskolen skal give eleverne: ”(…)tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.” Og desuden at: ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.” Til sammen afspejler de to citater glimrende den balance, der er folkeskolens hovedopgave – nemlig at danne livsduelige, handlekompetente individer, der kan begå sig kritisk konstruktivt bevidst i et globaliseret samfund; og derudover den lidt mere snævre og markedsorienterede forståelse af, at eleverne skal dannes til at kunne udfylde en plads i samfundet, tage en uddannelse og deltage på arbejdsmarkedet. Fra Folkeskolens formål kan der trækkes tråde ud til de visioner, regeringen lægger op til i sit reformudspil, men i stedet for at lede efter koblingen, burde udgangspunktet for hele reformdiskussionen have haft fokus på selve dannelsesbegrebet.

Når det er sagt, opstår vores bekymring, fordi regeringens udspil – i samarbejde med KL - trækkes ind i den virkelighed og den hverdag, vi oplever, hvor besparelser på ledelse og lærerstillinger kombineres med flere elever pr. lærer i undervisningen og nu også et endnu mere markant pres på vores arbejdstid. Samtidig har KL fremlagt en ny arbejdsgiverpolitik med nøgleord som: ”Effektivitet og produktivitet, arbejde smartere og hurtigere, færre skal lave mere”. Retorik, der passer til industriel masseproduktion – ikke til sårbare børn og unge, som faktisk er det, vi står med i hænderne; og det er hér, vores bekymring har sin rod: Vi er simpelthen bange for, at den økonomiske og arbejdsmæssige ramme, vi kommer til at fungere i, ender med at være så snæver, at det vil blive umuligt for os at gøre præcis det, vi alle sammen gerne vil og brænder for: Dannelse og uddannelse på samme tid - at tilgodese den enkelte elev og skabe de bedst mulige rammer for, at alle elever bliver så dygtige, de kan. Et mål, som har rod i den brede forståelse af Folkeskolens formål, men som på ingen måde passer ind i den industrielle og effektiviseringsprægede kontekst, virkeligheden er lige nu.

Taber det enkelte barn til effektivisering?

Det er vores frygt, at reformudspillet – dvs. den del, som vil have os til at arbejde hurtigere, billigere og mere effektivt - dermed vil tvinge os til at overse de individuelle behov, vi i øjeblikket tager udgangspunkt i hver eneste dag – og på den måde, at den øgede arbejdstid vil gøre os nødsaget til at prioritere i vores lærerjob. En prioritering, som i sidste ende kan få os til at overse børn og unge mennesker, der har brug for nærvær og vejledning i og uden for den formelle undervisning. Vi mener, at tiden til den enkelte elev bestemt ikke kun ligger i undervisningen. Lad os give nogle hverdagseksempler: Skole/hjem-samtaler, elevplaner samt forebyggende og opfølgende, individuelle elevsamtaler, hvor der er tid til at anerkende små fremskridt, der ikke nødvendigvis kan evalueres igennem undervisningen; grundig respons på afleveringer, ros for en særlig episode, opfølgning på personlige mål, påmindelse om særlige begivenheder eller hjælp til lektier. Det er uden for undervisningen, der er mulighed for at være individuelt i kontakt med eleverne, hvilket især gavner dem med et særligt behov – og det er igennem evaluering og efterbehandling af indsatsen i de enkelte lektioner, at eleverne udvikler sig. Hvis ikke der er tid til denne del af arbejdet, mener vi, at det enkelte barn taber til effektiviseringen, og dermed opnås hverken, at eleverne bliver så dygtige, som de kan, eller at der skabes betingelser for at bryde den negative sociale arv, som ellers er regeringens målsætning. Set i det lys er det bemærkelsesværdigt, hvor let det har været for regeringen at glide af på ovenstående modsætning imellem idéen omkring social inklusion i skolen over for den pressede arbejdstid.

Kære forældre, I burde dele vores bekymring!

Når man presser lærernes arbejdstid, giver mindre forberedelsestid og flere elever pr. lærer i undervisningen, betyder det omprioriteringer og fravalg, hvilket også ligger i ordet ”reform”. Med det nuværende udspil er der ikke lagt op til nogle eksplicitte fravalg, og vi ser det derfor som vores pligt at pege på, hvor det åbenlyse svigt kommer til at ligge: Derfor, kære forældre, lad os slå fast: Vi vil rigtig gerne give jeres børn mere tid sammen med deres lærere. Det er børnenes udvikling som hele, harmoniske mennesker – deres dannelse og deres uddannelse, som vi brænder for. Vores bekymring går på, at der med den nye reform kan blive for lidt rum og tid til dit barn – både hvad angår forberedelse, gennemførelse og efterbehandling af undervisningen, og derudover det særlige relationelle arbejde, som lærerjobbet også bør indeholde. Hvis tiden til det enkelte barn reduceres, betyder det i virkeligheden, at måden at drive skole på strider imod vores professionelle viden om, hvordan børn lærer og udvikler sig bedst muligt. Vi ønsker nemlig på ingen måde at levere børn på samlebånd – gør I?

Tak for tilliden, Fru Minister

For aktører omkring det enkelte barn i skolen – såvel lærere, ledelse, forældre og pædagoger - bringer en skolereform muligheden for at skabe de allerbedste rammer for det enkelte barns trivsel og læring. Derfor stiller vi os dybt uforstående over for, at vi ukritisk bliver bedt om at finansiere gildet, uden at vi er taget med på råd omkring de pædagogiske og didaktiske overvejelser, der bl.a. ligger i at øge antallet af lektioner pr. lærer. Den manglende dialog har tvunget os til at argumentere igennem medierne, og vi kan kun håbe på, at der lyttes til vores bekymring. Regeringen peger selv i sit udspil på, at: ”Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis”, og hvordan det harmonerer med den konkrete handlemåde, er svær at få øje på. Vi har forsøgt at pege på, at en dannelsesdiskussion nødvendigvis må ligge til grund for de beslutninger, der træffes ved en ny skolereform, og derfor undrer vi os over, hvordan man samtidig med store besparelser og et kraftigt fald i antallet af lærerstillinger kan skabe et nyt og bedre skolesystem, som har til formål at gøre eleverne til handlekompetente og livsduelige mennesker.Vi håber, vi har synliggjort det værdifulde, folkeskolen som dannelsesinstitution allerede bidrager med, og hvad der kan gå tabt, hvis den nye reform gennemføres – har vi råd til det?