Ransagelsens time

I velfungerende demokratier indretter vi os, i det daglige i hvert fald, efter det politiske flertals beslutninger. Den evne besidder de ansvarlige i DLF tilsyneladende ikke. Er det hovmod, kynisme eller hænger det sammen med at de ansvarlige i DLF, endelig og langt om længe, fik læst skriften på væggen og forstået dét de fleste har forstået, nemlig at det politiske flertal i 2012/13, besluttede, engang for alle, at få Danmarks Læreforening ud af ledelsen og dagligdagen i de danske folkeskoler? I lyset af Anders Bondo Christensens seneste udtalelse, hvor han hellere vil have ”et hurtigt regeringsindgreb” end lockoutet, er det sandsynligvis en "red hvad reddes kan" strategi.

Anders Bondo Christensen foretrækker, siger han nu, et regeringsindgreb af hensyn til forældre og elever. Det er muligt, men det er mere sandsynligt, at han nu også har indset og forstået, at de største tabere i denne sag ikke bliver elever og forældre, men Danmarks Læreforening.

Tilbagestår ransagelsen. Hvorfor endte vi her? Det gjorde vi først og fremmest fordi de ansvarlige i DLF ikke var, hvor de bure være, nemlig, i pagt og overensstemmelse med det samfund de selv og deres medlemmer tjener. Jeg er helt på det rene med at samfundets top, dvs. det politiske flertal, her og nu, er en rædsel og en skandale, målt på folkeskolen og meget andet, men denne politiske skandale har intet med denne sag at gøre. For det er vores folkeskole og den skal altid fungere i det daglige, uafhængig af al det politiske kævl og strid. Og sidst men ikke mindst. Skulle vi leve op til retorikken, fra de ansvarlige i toppen af DLF, ville en lockout ikke være nødvendig, for alle lærere ville være i strejke.

For med det forestående regeringsindgreb får vi, med Anders Bondo Christensens egne ord, en discountskole og ”ubegejstrede” lærer. Alle ved at den profeti, heller, ikke holder vand, derfor strejker vi ikke. Vi ved, at lærerne begejstres i mødet med eleverne. (hvis ikke, bør de finde noget andet at beskæftige sig med)

Det eneste vi ved nu er at Danmarks Lærerforening har tabt et slag, der i ledernes mangel på realitetssans og rettidige omhu, minder mig om nederlaget i 1864. Jeg foreslår derfor hurtigst muligt en gennemgribende forandring af Danmarks Lærerforenings struktur og ledelse.