Ramadan er andet end protest

Jeg arbejder på samme skole - Heimdalsgades Overbygningsskole - som Astrid Fribo, der i en kommentar »Fastens uheldige bivirkninger« i Folkeskolen nummer 46 gav udtryk for nogle frustrationer angående ramadanen.

Det er rigtig, at der er nogle elever, som møder op trætte og uoplagte til undervisningen i løbet af ramadanmåneden. Mange af dem gør det altså også, når de ikke faster. Dette fik jeg bekræftet af Astrid Fribos eget team, som i øvrigt ikke kunne genkende det billede, som hun giver af klassen og skolen i det hele taget.

Det kan være, at vi oplever ting forskelligt, men jeg mener, at vi på skolen ikke oplever det som et generelt problem, at eleverne er trætte og uoplagte under fasten. Dette fik jeg også bekræftet af kollegaerne, inden jeg skrev dette læsebrev.

Jeg finder det hverken særlig pædagogisk eller demokratisk at forlange, at større børn ikke må faste. Til gengæld skal man stille krav til forældrene om, at deres børn skal møde op friske og veloplagte til undervisningen. Forældrene skal leve op til deres ansvar i denne sammenhæng ved at sørge for, at deres børn, der vælger at faste, får sovet rigeligt, spist og indtaget godt med væske til morgenmåltid. Gør de ikke det, skal de indkaldes til samtale, hvor de bliver gjort opmærksomme på problemet, og da alle forældrene er interesserede i deres børns skolegang, er jeg ikke i tvivl om, at de vil tage problemet alvorligt.

Mest deprimerende var det at læse min ellers tolerante og gode kollegas selvimproviserede »kulturanalyse« og forklaring på, hvorfor hun tror, at mange forældre tillader deres børn at faste: »På denne måde viser de sammenhold. Det er en måde at skabe identitet på og at vise omverden, at 'vi kan klare det, vi holder sammen'« (Folkeskolen nummer 46/2005).

Med denne forklaringsmodel bringer hun en hel forældregruppe i miskredit. Ifølge hende faster de ikke, fordi det udspringer fra deres religion og tro, men fordi de gerne vil vise, at de kan klare det, med andre ord deres faste er falsk og politisk, og det er blot en måde at skabe identitet på og dække over, at de i virkeligheden hverken »klarer det« eller »holder sammen«.

Hvad med muslimerne i Tyrkiet, Ægypten, Pakistan, Kina? Faster de også kun for at vise, at de kan klare det, og at de har sammenhold?

Hvad med at tage den her gruppe forældre alvorligt?

Muslimerne faster, fordi de tror på det. De tror på Gud og tager Guds ord alvorligt. Denne tro vil de selvfølgelig gerne give videre til deres børn.

Hvis vi skal have et bedre skole-hjem-samarbejde med de muslimske forældre, så er det i hvert fald ikke på denne måde, man skal føre samtale/dialog. Man skal ikke tale om dem og til dem, men man skal tale med dem og på en bedre og mere pædagogisk måde.

Astrid Fribo skriver videre, at »forældrene skal fortælle børn, at de ikke får Eid-gave, hvis de faster«. Det svarer til, at kristne forældre skal fortælle deres børn, at de ikke får julegaver, hvis de tror på Gud, bærer kors eller går i kirke.

Denne holdning strider ikke kun mod islams lære, men også mod alle pædagogikkens læresætninger.

Læs længere version af debatindlægget i netdebatten på folkeskolen.dk - debatforummet pædagogik