Hvordan er det med efterlønsfolket? Er det rigtigt, at vi dræner samfundskassen for skillemønt?
Nej! Det ville koste samfundet langt mere, hvis folk var på dagpenge.
Mange er ikke klar over, at der trækkes i efterlønnen, dersom du har andre pensioner. For eksempel kapitalpension. Der modregnes og trækkes ned til den sidste bøjede 25-øre! Man har undertiden behov for at få det råbt ud gennem en megafon: Efterlønnen er den billigste løsning for samfundet!
Mange ældre lærere er trætte, nedslidte. De sidder undrende over et langt arbejdsliv, hvor den ene guru efter den anden har fået lov til at sprede pædagogisk forvirring. Og så vælger de at give plads til unge lærere - helt i tråd med det, vi hørte for ti år siden: »Lad de unge komme til!«
For at gøre det lidt personligt: Jeg har da selv søgt job - som 60-årig - både på Vest- og Østsjælland. Men blev mødt af skoleledere, der rystende på hovedet sagde: »Gå hjem, gamle mand!«
For i grunden ønsker man ikke erfaring i dagens skole. Man ønsker at ansætte unge mennesker ... dem kan man modellere.
Alligevel mødes efterlønnerne med hån. Jeg ville ønske, at man vendte det forfærdelige ord »ældrebyrden« om til fortidens slidere: De gamle har jo netop taget deres tørn!
Kort og godt: De gamle dræner ikke samfundskassen. Efterløn er en billig ordning.
Råbt med en megafon: De gamle er ikke dyre!
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.