Hvert år hylder Lærerprofession.dk én af verdens vigtigste og mest omskiftelige og komplekse professioner og de folk, som varetager den: Lærerne!
Det gør vi ved en festlig fejring og prisoverrækkelse, hvor den gode lærers faglighed er i centrum. Danmarks bedste lærerbachelor- og diplomprojekter om skolen hædres med penge- og boggaver og uddeles sammen med lærerprofessionens helt egen statuette. Projekternes forfattere indvier os alle i, hvad vi kan lære af deres projekter, og vi har gæster, der synger, spiller og/eller siger kloge ord om den skole, vi alle sammen arbejder for, i og med!
De sidste 12 år har prisfesten været afholdt i København – tæt på Christiansborg. Så kunne Folketingets uddannelsesordførere lade pendlerkortet blive i tasken og ministrene give chaufføren en velfortjent pause, når de lagde vejen forbi, og festen lukrerede på alt det, man får ud af at være i hovedstaden.
Nu synes vi imidlertid, det er tid til at pakke lærerprofessionens imaginære tour-bus og flytte festen ud i landet. Her er der nemlig også skoler, læreruddannelse, skolepolitikere, læreruddannere og brandgode lærerstuderende og lærere at feste med.
Vi lægger ud i 2023 med at samles på VIAs Århus-Campus, hvor vi fester i Ceresauditoriet, Ceresbyen 24, 8000 Århus C fredag d. 17. november kl. 13-16. Programmet er ved at finde sin form, fotograf og journalister bestilt, og de tre dommerkomitéer læser på livet løs i de 66 afgangsprojekter, som dygtige eksaminatorer og censorer har indstillet til årets priser. Midt i september nominerer vi 10 projekter i hver kategori til at gå videre. Og til prisfesten afsløres, hvem der modtager priser for årets bedste lærerbachelorprojekt, årets bedste diplomprojekt om skolen og særprisen: sprog i skolen/skolens sprog.
Vi sender invitationer ud i løbet af efteråret til en række særligt indbudte og inviterer dertil lokale lærere samt undervisere og lærerstuderende fra VIA med til fest. Og vi glæder os!
Og er du københavner: Fortvivl ikke! Der går offentlig transport til Århus. Og som sædvanlig vil prisfesten blive dækket live på Folkeskolen.dk, ligesom I kan følge nomineringen og læse artikler om udvalgte projekter i fagbladet Folkeskolen.
Prisfest i provinsen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.