Praksischok og politisk vilje

Selvfølgelig skal seminarielærere have en opdateret viden om folkeskolen, og selvfølgelig skal de have kontakt til denne. Jeg kan bare ikke genkende Laust Johan Westtofts beskrivelse (Folkeskolen nummer 36) af seminarielærerne som virkelighedsfjerne teoretikere, der aldrig sætter deres ben i skolen. Tværtimod oplever jeg, at flere af mine nyansatte kolleger får et praksischok, når de finder ud af, hvor professionsrettet læreruddannelsen egentlig er.

Vi kan sagtens blive enige om, at folkeskolerne og seminarierne sammen skal blive bedre til at lette overgangen fra studium til praksis. Det er bare ikke nok, at seminarielærerne har en opdateret viden om folkeskolen. For teori, hvor praksisnær den end er, har det med at forblive teori, indtil den dag man selv står med ansvaret for en klasse og i øvrigt føler, man har for travlt til at forvalte dette godt nok.

Det er endvidere umuligt at forudsige, hvordan den enkelte nyuddannede lærer vil reagere i de mange nye og komplicerede arbejdssituationer, han/hun kommer i. Derfor vil mange uvægerligt føle, at undervisningen har været for virkelighedsfjern, og derfor er det en rigtig god idé, at erfarne folkeskolelærere og seminarielærere sammen udvikler måder, hvorpå man kan gøre de første år mere overkommelige for de nyuddannede. Sådanne projekter har set dagens lys, og forhåbentlig vil flere komme til, men det kræver politisk vilje til finansiering, og lad os håbe, at det vil blive medtænkt i den nye læreruddannelsesreform.

Redaktionen betragter debatten mellem Jette Schmidt og Laust Johan Westtoft for afsluttet