Politikere, ledere, lærere og forældre på skolebænken!

Hvad vil du? Vil du have en uddannelse? Hvad har du lyst til at beskæftige dig med? Vil du være håndværker eller akademiker? Hvad er dit mål med din uddannelse? Har du evnerne til at blive det, du drømmer om? Hvordan kan vi hjælpe dig til at få en uddannelse? Hvad har du brug for?

Spørgsmålene er mange og store og de bliver stillet de unge af voksne, der har deres på det tørre, af os der ved, hvad vi er og hvad vi er blevet til. Spørgsmålene kommer fra politikkerne, der sidder på deres kontorer eller i folketingssalen, hvor de tager udgangspunkt i deres egen, for de flestes vedkommende akademiske karriere, og hermed måske manglende praktisk og pædagogisk erfaring. En erfaring der burde være til stede og give indsigt og forståelse for, hvorledes livet leves, når det er op ad bakke, når man som barn og ung har svært ved at lære, svært ved at fokusere, svært ved at opsætte og forfølge mål eller i det hele taget få styr på hvad læring er og hvad det kræver.

I en del år har pædagoger, undervisere og politikkere været optaget af forskellige læringsstile og helt glemt, deres egen rolle som lærer eller voksen. Der er blevet indrettet klasselokaler, der kan tilpasses forskellige elevtypers forudsætninger for læring. Undervisningsmateriale er udviklet til forskellige læringsstile, alt sammen med den positive og velmenende intention, at eleverne skal lære mest muligt, blive dygtige borgere, der kan noget og som kan blive til gavn for samfundet.

Videregående uddannelsesinstitutioner står i dag i den situation, at de har et væld af uddannelser og uddannelsesmuligheder. Alle sammen skabt i forsøget på at dække alle unges behov og ikke mindst institutionernes eget behov for overlevelse. Politisk kan man forsøge at presse unge til at vælge håndværkeruddannelser eller sørge for at selektionen af unge til akademiske uddannelser sker ud fra den ene eller anden forudsætning eller karaktergennemsnit.Det store spørgsmål er, hvad har alle disse iværksatte aktioner med kvaliteten af viden og kunnen at gøre, hvor dygtige er de nu blevet - kvalitativt? Måske er tiden moden til at iværksætte en helt anden tankegang i forhold til uddannelse, en anden ”voksenholdning” til uddannelse og hvad der kræves af alle os der skal fylde viden og praktisk kunnen i de unges rygsække?Vi har efter min opfattelse gennem mange år fokuseret på, hvad vi mente den unge skulle lære, hvorledes vi kunne måle lærdommen, haft utallige diskussioner eller debatter om omfang, indhold og metoder i forhold til de unges læring, men hvor meget tid er der blevet brugt på at se indad, se ind på hvorledes vi selv fungerer som undervisere, som mentorer eller rollemodeller?Der er blevet talt om, hvorledes vi kan disciplinere de unge til uddannelse, men ikke om hvorledes vi kunne disciplinere os selv til at blive bedre undervisere.

Vi har talt om, at der ikke må skæres ned på konfrontationstiden, altså tiden underviserne er sammen eleverne, men ikke om hvilken arbejdsindsats vi selv skal levere som mentorer og lærere. Når talen er faldet på metoder, har det hele tiden været i forhold til eleverne, hvad der skulle ske for at sikre deres udvikling, ikke på vores egen udvikling og krav til en sådan.Dybest set har vi skabt en samfundskultur hvor kravene altid er til dem der er ”under” os selv, aldrig til os selv.

Symptomet på det, ser vi tydeligt hos vore politikkere, der hele tiden har travlt med at stille krav til alle andre end sig selv, krav om hvad lærere skal yde, hvad erhvervslivet skal yde, hvad ældreplejen skal yde, hvad kulturen skal yde, men hvor ofte stiller de sig kritiske overfor hvad de selv yder? Om hvordan de kompetencemæssigt er sammensat i kommuner og folketing. Stiller de sig selv spørgsmålet, om det nu er nødvendigt at vort folketing skal bestå af så mange politikkere, kunne det halve gøre det? Ville det gøre beslutningerne hurtigere nemmere og mindre komplicerede? Vore politikeres holdninger og følgende adfærd, betyder i bund og grund at alle niveauer i vort samfund agerer på samme måde, da de jo er samfundets mentorer, også når det gælder vort uddannelsessystem.

Vi forholder os til de, der er under os selv, ikke dem vi er på niveau med, derfor får vi aldrig et samfund der præsterer optimalt, nej vi får er et samfund der lapper på løsninger, der bliver iværksat med en ”halv vind”, det er det vi lærer vore unge.Politikeren forholder sig ikke til politikeren for uh-ha det er jo personligt, lederne ikke til lederkolleger og lærere ikke til lærekolleger, men hvorledes kan man skabe eksempelvis ansvarlighed, hvis man ikke må være personlig? Uanset hvor vi tager fat i fødekæden af dårlige præstationer, er det altid niveauet over dig selv der skal forandres for at skabe forandring, der hvor du er. Det betyder, at vi skal til at se på, hvorledes vi stiller krav til os selv, før vi stille krav til vore unge. Kræver vi nok af os selv og hinanden? Får vi sagt fra og til når opgaver skal klares eller lader vi bare stå til? Får vi sagt til hinanden, når det bare ikke er godt nok og når det er fantastisk, eller forbliver vi tavse?På det niveau jeg befinder mig, har jeg i mange år været praktiksted for unge fra universitetet. I år returnerede jeg ønsket fra universitetet, om at bruge mig som praktiksted, med den påtegnelse, at jeg ikke længere kan stå inde for den studerendes kvalitet overfor mine klienter, også selv om arbejdet udføres under supervision. Jeg kan ikke mere stå inde for, den manglende praktikvejledning og de helt åbenlyse manglende krav til både praktikstedet og den studerende, som i den grad svigtes. (Det skal lige nævnes, at jeg ikke har haft besøg eller telefonisk henvendelse af en praktikvejleder eller lignende de sidste 10 år.).

I dag hedder den oplevelse, som jeg har haft og som jeg nu har sagt fra overfor; ”den studerende har ansvar for egen læring”, men hvordan skal en ung tage ansvar, når læreren, uddannelsesinstitutionen og dennes ledelse ikke vil tage ansvar? Man lærer da kun ansvarlighed ved at se voksne udvise dette eller..?Ansvar for egen læring kræver i første omgang, at den studerende ser og oplever sine lærere og mentorer stille krav til hinanden, det kræver for den enkelte elev eller studerende en viden og en oplevelse af, hvorledes man kan stille krav til sig selv og ikke mindst en oplevelse af, hvorledes man kan opnå VILJEN til at overvinde alt det der er ubehageligt, det anstrængende, det trælse, og ikke udelukkende gøre det lystbetonede.

Ud over at starte med os selv, må vi således efter min opfattelse indrette vores skoler og undervisning således at vore børn og unge får mulighed for at træne og udvikle deres VILJER, for at kunne bruge den målrettet til at lære, hvad der nu SKAL læres. Det er nødvendigt, at vi åbent ser på om elever har den VILJE der er nødvendig for at modtage undervisning, hvis ikke, bør den trænes og udvikles inden eller sideløbende med at man modtager læring, alt andet vil skabe, uro, dårligt lærings miljø både for de der har VILJEN, men også de mange børn og unge der aldrig får den VILJE, der er nødvendig for at blive til noget og føle sig ok.

Den ringe VILJE hos vore børn og unge i vort samfund, starter hos os selv - i samfundshierarkiet hos vore politikere, hos lederne af vore skoler, hos os forældre og hos lærerne - ikke hos børnene og de unge.