Politik og videnskab

I Folkeskolen nummer 12 går såvel bladets leder som lektor Inge Henningsen ud med budskab om, at »rekvireret forskning« ikke skulle være videnskab, men overvejende er politik. Inge Henningsen foreslår, at DLF og Magisterforeningen sætter penge i en videnskabelig kritik af Pisa.

Skribenterne overser, at hverken sektorforskningsinstitutionerne eller universiteterne længere lever i en verden, hvor deres forskning er betalt af rundhåndede bevillinger på finansloven, og at alle forskningsinstitutioner skal finansiere en stadig stigende del af deres arbejde ved i konkurrence med andre at søge fonde, forskningsråd og forskningsbevillinger, hvor det er kvaliteten af projektbeskrivelserne og ansøgernes forskningsmæssige kompetence, der afgør, hvem der vinder. For Danmarks Pædagogiske Universitet gælder, at halvdelen af forskningstiden skal finansieres på denne måde, og det har givet mulighed for at udføre en lang række spændende forskningsprojekter, som betales blandt andet fra Forskningsrådene, EU, V. Kann Rasmussen Fonden, Rockwool Fonden, det Strategiske Program for Velfærdsforskning, Socialministeriet og Undervisningsministeriet. Selvom forskningens genstandsfelt er defineret udefra, skal den følge anerkendte videnskabelige principper. Forskernes arbejde kontrolleres kollegialt, herunder ved, at alle forskningsrapporter skal gennem en kvalitetskontrol (peer-review) fra to eksterne, uafhængige forskere på højt niveau før publicering.

Selvom Pisa er bestilt af OECD, bygger projektet på forskning. Inge Henningsens argument lyder som forskning, men er faktisk politik. Målet er at undgå, at dansk uddannelse skal indgå i internationale sammenligninger. Et helt legitimt, men ikke særligt realistisk mål.