Plejer på plejehjem

Sådan en erfaren rotte som mig, må jo kunne give de vises sten videre til vores nye kolleger. Skulle man da tro. Desværre har jeg selv ledt efter dem, siden jeg ramte mit første lærerværelse i 2003. Er der stadig håb? Selvfølgelig er der det. Jeg har nemlig indset, at de vises sten ikke er en konstant, men en variabel, der ændrer sig fra team til team, fra skole til skole og fra år til år.

Og derfor må mit allerbedste råd til erfarne og nye lærere være, at vi skal være gode ved os selv, hinanden og skabe den hverdag, vi fortjener! Der er masser af elementer i hverdagen, der kræver både det mulige og umulige af os. Gennem generationer har vi nemlig selv været med til at vænne verden til at sådan er lærere. Vi kan både de ting, vi er uddannet og ansat til, og så et hav af andre ting. Skal verden vænnes til noget andet, så vi må lærer at sige fra og fremhæve hvor dygtige fagpersoner vi er. Jeg kan nævne mange eksempler på, hvordan det ikke skal være, eller fortælle anekdoter fra det virkelige liv om urimelige krav jeg er blevet stillet overfor. Men det er ikke særligt opbyggende, så i stedet vil jeg give 3 råd, som jeg mener er brugbare:

Send ‘plejer’ på plejehjem! Ja, der er mange ting, vi plejer at gøre. Men tænk på, hvordan ‘plejer’ hang dig ud af halsen, da du var nyuddannet eller startede på en ny arbejdsplads. Og helt ærligt - hvor brugbar er ‘plejer’? Prøv med ordet tradition i stedet for. Hvis ‘plejer’ ikke kan skiftes ud med tradition, så er det nok ikke så fast en ting på skolen alligevel. Måske er det også tid til at prøve noget nyt, eller i det mindste høre på nye inputs.

Sig anerkendende nej! Et super godt råd jeg engang fik, da jeg syntes, at arbejdslivet blev for svært at overskue. Når man anerkender, at Jytte har brug for hjælp til at tackle opgaven med samfundsfag i den klasse, som du er klasselærer for, så er det helt okay at sige, at du godt kan se problematikken, men at du simpelthen ikke er klædt på til at hjælpe hende. Hjælp hende evt. i retning af fagformanden for samfundfag eller andre af fagets lærere, og giv så slip. Du er klasselærer for klassen, men ikke præsident, mor/far eller på anden måde overordnet for klassen. Og Jytte bliver bedst hjulpet af at blive klædt godt på til opgaven, ikke af at du curler for hende. Det anerkendende nej gør også, at du føler, at du har gjort, hvad du kunne og ikke står tilbage med dårlig samvittighed e.l.

Fremhæv det gode! “Der er ikke nok respekt om lærernes opgave” - nej, det er helt korrekt. Men så skal vi dæleme også selv være med til at vende fortællingen om de dårlige eksempler. Det kan ikke hjælpe noget, at vi selv bærer til bålet ved at underholde med fortællingen om dengang Fløjte Franz forsøgte at få 7.c til at synge med på “O Tannenbaum” akkompagneret af hans blokfløjtespil. Eller undskylde fordi vores gøglerprojektuge ændrede retning, og vi kun nåede 80% af målsætningen. Fortæl om jeres yndlingslærere - dem der inspirerede dig til at blive lærer, eller dem der tændte din interesse for et bestemt fag. Fortæl om dine dygtige kolleger, der er drøn dygtige til klasseledelse, relationsarbejde, dem der kan gøre sten til det mest spændende emne i n/t eller dem der bare er så søde og hjælpsomme, at du får lyst til at bage kage til dem. Den slags fortællinger skal til, hvis vi skal have ændret narrativet om skolelæreren.

Endelig er der en piv vigtig ting tilbage. Ledelse skal lede! Det bedste jeg har oplevet, er ledelse der tør lede. Den slags, der siger til forældreflokken, at klagerne over lærerne skal gå gennem dem. Hvis de er uenige i årsplanen for dansk eller måde gangestykker stilles op på i 5.b, så er det ledelsen, de henvender sig til. Vi er nemlig stærke fagpersoner, og forældre er forældre. Vi skal respektere hinandens fagområde. Er der noget om snakken, skal ledelsen nok tage fat i læreren. Men der er ingen grund til at sprede mistillid gennem utilfredshed baseret på ‘synsninger’. En ledelse, der mestre den disciplin, tiltrækker dygtig fagpersoner og lade dem bruge den sparsomme tid på deres kerneydelse: God undervisning!