PISA - en ironisk tragedie

PISA er en ironisk tragedie i det 21. århundrede skabt af uvidenhed og mangel på tilstrækkelig politisk indsigt til at gennemskue dens mekanismer. Politikernes angst over landets lave placeringer, kombineret med misundelsen på Kinas status og de ivrige bestræbelser på at ‘låne’ uddannelses idéer fra asiatisk lande, er alle tegn på, at politiske ledere i mange vestlige nationer, i uhørt grad er blevet vildledt af PISA og dens præmisser.

Der er ingen tvivl om, at uddannelse i Vesten, og for den sags skyld overalt i verden, har brug for ændringer. Uddannelse med diverse tests som rygrad som i f.eks USA og Storbritanien, som danske politikere plæderer meget for, at vi skal styre mod, er langt fra tilstrækkelig til at forberede befolkningen på fremtiden. Den er forældet, i stykker, og skal udskiftes med et nyt pædagogisk paradigme.

Men PISA kan ikke tilbyde et sådan paradigmeskift eller bare nogen tanke om noget nyt generelt. At score højt i PISA betyder simpelthen blot en bedre gennemførelse af det gamle paradigme - den industrielle model for uddannelse, som mange vestlige uddannelsessystemer, herunder det danske system, er baseret på.

Med andre ord betyder det, at PISAs logik tvinger vestlige lande til at fortsætte det gamle paradigme ved at løfte pegefingeren overfor de lande, der ikke scorer højest, og derfor ikke er så perfekt forældet som f.eks. deres asiatiske kolleger. Det er i sin grundsubstans absurd, men det holder politikerne fikseret på enkle målbare ting (f.eks prøveresultater), der i virkeligheden betyder meget lidt for fremtiden og de nye generationer, samtidig med, at de forsømmer det arbejde og samarbejde, der skal til, for at opfinde et nyt uddannelsesparadigme, der kan stå mål med livet i en hyperkompleks og globaliseret verden.

Ved at knytte, ifølge flere forskere, tvivlsomme testresultater sammen med idéen om en nations fremtidige konkurrenceevne, skræmmer PISA de konkurrencestats forblændede politiske ledere til at indføre forhastede, hovedløse og ofte langt fra fagligt underbyggede foranstaltninger for at hæve landets prøveresultater. Altsammen uden på ét eneste tidspunkt at spørge sig selv, om PISA i virkeligheden er et brugbart måleinstrument for noget som helst i lige netop dette land, og om dens resultater skal spille en så afgørende rolle på indretningen og udviklingen af vores uddannelsessystem.Den sørgelige sandhed er jo, at selvom børn i Sverige eller Danmark scorede så højt som dem i Kina eller Korea, ville de stadig ikke være så konkurrencedygtige, ganske enkelt fordi de koster meget mere for staten, og PISA stempler de lande, der bruger flere penge på uddannelse som ineffektive.

Dermed er konkurrencestatspolitikerne sat i et defensivt angstmodus. Det betyder, at man nu - istedet for at bruge ressourcer på at producere gennemtænkte, ordentlige og brugbare målemetoder og pædagogiske værktøjer og bedrive pædagogik indenfor landet egene grænser og uddannelsesmæssige værdier - for alt i verden vil undgå dette ‘spild’ af ressourcer, og man fokuserer istedet på noget, der kan opnås relativt billigt: PISAs prøveresultater.

Hvad der tilsyneladende er gået politikernes opmærksomhed forbi, er at hele konkurrencekonceptet i PISA er et fejlskud - det er konkurrence for konkurrencens skyld, og har intet at gøre med konkurrenceevne. I en verden med 7 milliarder mennesker, er det mest produktive ikke konkurrence men samarbjede. Det kræver, at landende udvikler talenter, evner og færdigheder, som er kvalitativt, ikke kvantitativt, anderledes. Globalt samarbejde kræver differentierede evner og talenter, men PISA påtvinger en retning om konformitet og ensretning i landenes uddannelsessystemer, som er uhensigtsmæssig selv i politikernes eget konkurrencestats billede.

Tilbage står spørgsmålet om, hvor længe dette PISA- og målbarhedsregime skal fortsætte med at sætte alverdens lande tilbage i tiden mod et dannelses- og uddannelsesmæssigt sort hul.

Svaret må være, at før vores politikere vågner op af deres refleksionsløse konkurrencestats trance og tør tænke anderledes end PISA og simple måltal, så har vi stadig den lange vej foran os, og det bliver værre før det bliver bedre...