“Perfekthedskulturen” slår bunden ud af os

Foto: Paolo Ciot

Vi okser derudaf med høj fart, forventningerne til vores arbejdsindsats er tårnhøje, der bliver tjekket mails, sms’er og mails i et væk, konstant og døgnet rundt. Vi krydser vores egne grænser for hvor langt vi vil gå, og når vi så ikke lever op til det der bliver forventet, træder hr og fru Skyld og Skam og deres fælles søn “Jante”, ind på scenen og slår løs på os. Og samtidig vokser vores afhængighed af at være “on line” til et niveau, hvor stress møver sig ind og påvirker alle vores celler, krop og vores liv. Vores digitale sundhed er i fare!

Jeg kræver min ret til at være mig og fuld af fejl. Det er nemlig mine fejl, jeg lærer af; de udvikler mig, de er med til, at jeg bliver en bedre udgave af mig selv, hvilket smitter af på mine skønne omgivelser.

Gudskelov, at vi udvikler os 🙏🏻

…Nå ja, og så vil jeg altså ha lov til at være offline, når det passer mig!

En af mine bekendte genfortalte en samtale han havde haft med en mand. Lidt kort fortalt sagde manden: Min nabo er en torsk, men hold kæft han kan klippe sin hæk lige!

Så til kamp mod ligusterhækkene. Lad haven gro vildt!

Til kamp mod perfekthedskulturen, den kan vi alligevel ikke bruge til noget.

Jeg hopper med på Tommy Ahlers kamp og opgør mod perfekthedskulturen og siger som ham: #deldinefejl

Selvfølgelig er denne deling også med til at gøre os sårbare, men er det en dårlig ting? I denne sårbarhed, står ærligheden mere tydeligt frem. Og jeg er fortaler for ærlighed.

Perfekthedskulturen er blændværk - en facade, som tvinger os ud i stress.

I vores socialiseringsproces dannes vi til gruppelivet. Vores samfund bærer præg af vores historie, og der er visse regelsæt og opfattelser af, hvordan “man bør opføre sig for at være med i gruppen” og blive anerkendt?

Hvad nu hvis jeg vil noget andet? Hvad nu, hvis mit tankesæt er helt anderledes, set udfra det store brede perspektiv. Så vil det samfund jeg lever i meget hurtigt få sat pegefingeren op i hovedet af mig og sige: Sådan kan du ikke gøre, det er forkert!

Øh, nå??

I mødet mellem mennesker

Vi må ikke være dømmende i vores møde med andre mennesker.

I takt med, at vi er dømmende, sætter vi os selv OVER den, vi taler med, med det følger i min optik en slem arrogance, en “arrogance” jeg står overfor, når den “skøre og skæve blogger”, ikke passer ind i de samfundsrammer der nu en gang er.

Skyld og skam og “Jante” er fandens opfindelse, og jeg vil gerne slå et slag for at tage livet af dem! For good!

Jeg ser nu ingen grund til at gå på kompromis med mine værdier! Overhovedet! Men jeg vil gerne udvikle mig i takt med, at jeg møder noget andet, noget nyt, noget der for mig giver mening!

Vi er ikke bedre end den vi taler med, vi griber livet på forskellige måder, med vores forskellige bagager, og den måde jeg vælger at leve mit liv på er rigtig for mig. Den måde “du” vælger at leve dit liv på, er rigtig for dig. Og jeg glædes over denne skønne variation af forskelligheder, for det er i sandhed det der gør os mennesker. Og her ligger udfordringen, - i mødet med mennesker!

Når jeg nu lader mig rive med af den debat som verserer i medierne, omkring perfekthedskulturen og dens konsekvenser, skal jeg afpasse god tone, velovervejethed, tydelige argumenter og pli. Det gør jeg gerne, for jeg vil gerne have at mit budskab kommer ud på den helt rigtige måde, så jer der læser min blog/budskabet, også får indsigt og forståelse af, hvad det er jeg siger.

Jeg mødte engang for efterhånden mange år siden, en cirkusartist, og hun sagde: Annelouise, hvis du vil lære at jonglere, skal du lære at tabe boldene!

Tydeligere kan det vist ikke siges!