Papegøjelæsning

Ib Hedegaard Larsen skriver i sin kommentar til mit tidligere indlæg om anvendelsen af lydmetoden (Folkeskolens sommernummer): »De elever, som har forudsætningerne for læsning intakte, kan med lethed lære sig at læse selv med lydmetoden og derfra anvende læsningen i meningsfulde sammenhænge«.

Som det fremgår af mit uddybende indlæg på www.folkeskolens netdebat, viste den undersøgelse, som vi foretog, at eleverne kan afkode og læse højt, men at de mangler forståelse for teksternes indhold og funktion som kommunikation. Læseforsker Kjeld Kjertmann kalder det meget betegnende »papegøjelæsning«.

Når man som lærer møder elever, der ikke »hører efter, hvad de læser«, som ikke kan følge en opskrift eller en skriftlig instruktion, selvom de tilsyneladende ikke har læsevanskeligheder, så er det dette fænomen, der er på spil. Ib Hedegaard skriver videre: »Men de elever, som ikke har de nødvendige forudsætninger, kommer til kort ved helhedsbaseret læsning og må kæmpe en brav kamp for at lære teksterne udenad, hvilket på sigt er dømt til at mislykkes«.

Hvordan hans kolleger begrunder deres undervisning, ved jeg af gode grunde ikke, men udenadslære af tekster indgår bestemt ikke i min forståelse af helheds- og kommunikationsbaseret læsetilegnelse. Jeg vil opfordre alle med interesse for området til at orientere sig i nedenstående litteratur, som redegør for såvel teori som praksis.

Kjeld Kjertmann: »Læseindlæring og læsetilegnelse to positioner i teori og praksis« (NyS 32, Nydanske studier, temanummer om »Sprogtilegnelse« 2004).

Erik Håkonsson: »Fra budskab til bogstav om læsningens didaktik« (Kroghs Forlag, 1999).

Nævnte undersøgelse indgår i https://www.kuehn.dk/lisbet/mil/opgaver/projekt.pdf

Redaktionen betragter denne debat som afsluttet