Pædagogisk merkonomi

»Lærerne er pessimistiske med hensyn til at skulle rumme flere børn med særlige behov i det almene skolemiljø«, hedder det blandt andet i en undersøgelse publiceret af Folkeskolen (se nummer 18) og Ugebrevet A4.

Hvorfor er lærerne her opgivende? Fordi de pædagogiske idealer og økonomien ikke går hånd i hånd. Når man skal rumme børn, som man tidligere ville have tilbudt specialforanstaltninger, i det almene skolemiljø, uden at man afsætter tilstrækkelige resurser, får det alvorlige konsekvenser.

Måske har børnene med særlige behov ikke brug for særlig støtte. Næppe. En anden mulighed er, at man undlader at give den nødvendige støtte, så det bliver de svage børn, der betaler for rummeligheden. Endelig kan det være, at de får den støtte, de har brug for, men hvor kommunerne ikke tilfører området tilstrækkelige resurser. Så må skolen tage resurserne fra den mildere specialundervisning. Da skal børn med mindre vanskeligheder betale for rummeligheden.

I øvrigt afslører rummelighedsdebatten et stort paradoks: Mens man fra politisk hold ønsker, at lærerne skal være tilbageholdende med at dia­gnosticere for mange børn, ja så kræver systemet klare dia­gnoser, før der kan tildeles ekstra resurser eller iværksættes en særlig indsats.

Undersøgelsen viser, at i hvert fald ikke alle kommuner lever op til forpligtelsen: At skabe optimale rammer for dem, der har mest behov herfor. Skal projekt rummelighed lykkes, må der flere resurser og mere efteruddannelse af lærerne til - dét kan være med til at genskabe lærernes optimisme. Man kan under alle omstændigheder ikke skabe en rummelig skole ved blot at træffe en politisk beslutning om at afkategorisere. Det er som med bind for øjnene at købe på afbetaling.