Pædagogikken, der blev væk

I dyb frustration sender jeg nu Folkeskolen en ændret udgave af et brev, jeg sendte til ministeren for snart et år siden:

Jeg mener, vi har nået en 'omvendt Hüttemeier': Bare det er nyt, er det godt. I min ungdom var der noget, der hed udbud og efterspørgsel, hvilket noget forenklet gik ud på, at en vare, der var mangel på, ville stige i pris. Sådan er det desværre ikke gået for os. Jo større mangel der bliver på lærere, jo mere bliver vi presset. Vi bliver pålagt stadig flere opgaver, samtidig med at vi får at vide, at det arbejde, vi leverer, ikke er godt nok. Når der nu er ansat så mange eksperter til at styre samfundet, kan jeg ikke forstå, at der ikke kan blive råd til et par psykologer, der kan gøre opmærksom på, at de mennesker, der gerne skulle give børn og unge selvtillid og livsglæde, også har brug for et skulderklap en gang imellem.

På min arbejdsplads er det gået helt skævt. Før i tiden havde vi det rart på lærerværelset med et frisprog, der viste, at vi kunne lide/havde respekt for hinanden. Nu sidder nerverne uden på tøjet, og almindelig snak bliver analyseret og mistænkeliggjort. Der er ikke længere en forventning om noget godt, hvilket er katastrofalt i vores job.

Ser man på de stillingsopslag, der er i Folkeskolen, er det helt utroligt, hvad man forventer af nye medarbejdere. Kan man virkelig få så meget for så lidt? Skal man ikke være ualmindelig blæret/selvoptaget for at føle sig kvalificeret til at søge sådan et job? Det, skolerne tilbyder, ser også helt fantastisk ud. Det er svært at genkende skolerne. Derimod er det ikke svært at se lighederne. Det ser ud, som om man får gode ideer ved at kigge i andres annoncer.

Der er utrolig mange lærere, der tager deres job seriøst og endda møder halvsyge op på arbejde, så det ikke går ud over børnene, at de skal have vikar - igen - for vikarer bruges i forvejen alt for meget, blandt andet fordi lærere sendes på kurser i skoletiden for at spare penge.

'Pædagogikken, der blev væk', vil jeg kalde fremtidens skole.

Mange lærere er ved at bukke under for presset. Vi er ikke supermænd, men ganske almindelige mennesker, der gerne vil gøre arbejdet så godt, vi kan. Der er meget snak om, hvordan det dog skal gå, og kan man stå distancen?

Mit ellers så gode humør og helbred er begyndt at skrante på grund af det konstante psykiske pres. Når man begynder at misunde folk deres alder og ønske, at man selv var gammel nok til at kunne gå på efterløn, er der noget rivende galt.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at få et andet arbejde. Jeg vil være åben for forskellige muligheder, men en ting står fast: Det skal ikke være i folkeskolen, men gerne et sted, hvor der er handling og knap så mange fine, indholdsløse ord.

Det altafgørende for os på gulvet er det menneskelige samspil, der foregår mellem børn og lærere. Uden arbejdglæde går det ikke.

Vibeke Sørensen

Randers